Skulpturer i sten og korset på gavlen
På plænen udenfor kirken på Hjallesegade-siden er der tre stentøjsskulpturer og et gavlkors lavet af den danske kunstner Agnete Brittanius. Skulpturerne symboliserer kirkens tre store højtider, jul, påske og pinse. Kunstværkerne blev indviet søndag den 14. september 2008 i anledning af Hjallese Kirkes 25-års jubilæum.
Den dominerende farve på både skulpturerne og korset på kirkens gavlmur er blå, renhedens og troens farve og desuden kunstnerens foretrukne farve. Ved først øjekast ligner skulpturernes silhuetter henholdsvis en mor med et barn, et kors og en menneskeskikkelse. På værkerne er der desuden enkle relieffer, der viser symboler fra de forskellige højtider f.eks. en due, et hjerte, en olivengren, fisk og en julerose.
Ses skulpturerne forfra, for eksempel fra bilen eller cyklen på vej op ad Hjallesegade, er det hjertet på den midterste påskeskulptur, der fanger lyset og blikket. Hjertet er placeret netop her, fordi vi i bibelen kan læse: ”Derpå kender Du kærligheden, han døde for vores skyld.”