Prædiken til Helligtrekongers søndag 2021: Mt. 2,1-12.

Af sognepræst Lisbeth Petersen.

     Jeg vil invitere jer med ud på en rejse – en rejse med et anerkendelsesværdigt formål. En rejse sammen med julens ånd ind i det nye år, der ligger for vore fødder som et tæppe af uberørt sne.

     Det forgangne år har bragt os på en mental rejse af enorme dimensioner: fra en, set i tilbageblikket, nærmest ubekymret tilværelse, hvor næsten alt var muligt, også rejser til fjerne steder, til et liv med frygt, isolation og stilstand pga. den truende corona-virus, videre til en tilstand af en blanding af fortsat frygt, resignation og håb for fremtiden. Som én sagde: I året, der gik, har vi travet området tyndt, nu har vi brug for afveksling, noget at glæde os til og se frem til!

     Rejsen mod jul er mange steder begyndt i slutningen af oktober eller begyndelsen af november, hvor julevarerne blev sat frem på butikkernes hylder, og julepynten blev hængt op i hjemmene. Denne forskydning af julen ude omkring gør, at man hurtigt kommer ud af trit med kirkens julefejring, der indvarsles af den lange adventstid med spænding og forventning til kulminationen Juleaften med forkyndelsen af den lille frelsers fødsel. Dagene mellem jul og nytår er også en sand rejse fra lutter idyl ved krybben via frygt og fortvivlelse til afklaring og besindelse på julens mirakel og betydning for os mennesker. Denne afklaring er vi nået frem til på denne Helligtrekongers søndag, som er julens afslutning i kirken. Vi får det sidste glimt af det store, smukke juletræ, inden julen bæres ud, og et nyt år for alvor kan begynde.

     Når vi rejser, sætter vi os gerne ind i et transportmiddel, der bringer os fra nord til syd, eller hvis vi rejser i tanken, så rejser vi tilbage i tiden eller ind i fremtiden gennem længsler eller drømme. Denne rejse, som vi skal på i dag, tager sin begyndelse hjemme hos os selv, hvor vi bliver hentet eller indhentet, om man vil, af julens budskab. Det lille barn i krybben kommer til os og griber os om hjertet og får os til at spørge: Hvordan kan et lille barn frelse os, redde os ud af frygt og fortvivlelse? Hvad fik tre vise mænd til at rejse fra orienten, fra solens opgangssted, til et fjernt land og trodse alskens farer på vejen, bl.a. en vred kong Herodes, for at se det lille Jesus-barn, tilbede det og give det kostbare gaver? Mens vi grunder over dette, kan vi mellemlande et andet sted.

     I Köln stræber to enorme og ikoniske kirketårne sig mod himlen. Kölner Dom er på Unescos liste over verdenskulturarv, og inde i kirken gemmer der sig en kostbar skat: det gyldne skrin med skeletterne af de hellige tre konger, relikvier, som gennem århundreder har fået folk til at valfarte til kirken fra nær og fjern. Først i middelalderen blev de hellige tre konger: navngivet, fastsat til at være 3 i alt og benævnt konger. Hos Matthæus betegnes de som vise mænd, videnskabsmænd, astronomer eller magere, en persisk præstestand, der tog bestik af stjernerne. Disse så julens stjerne gå op på himlen på den dag, vi i dag kender som Jesu fødselsdag 25/12, og var 12 dage om at nå frem til stalden i Betlehem 6/1 – derfor denne tidsforskel på juleaften og helligtrekonger. Jeg har selv stået i Kölner Dom og betragtet det prægtige skrin med de hellige tre konger, og det slår mig, at disse tre - hvem de end var, og uanset om det er dem, der ligger i det gyldne skrin i Köln - repræsenterer menneskers søgen til alle tider: en søgen efter at finde hjem efter at være blevet væk fra sig selv og væk fra Gud.

     Jeg har ofte forestillet mig, at det er mig, der betragter det lille Jesus-barn i krybben og ser, hvordan de tre vise mænd ankommer fra det fjerne for at se barnet ved selvsyn, når jeg læser teksterne i Bibelen. Men måske forholder det sig lige omvendt: Barnet ser på mig, ja, ser ind i mig på en måde, som jeg end ikke vover at betragte mig selv. Tilsvarende med de vise mænd – De betragter én på afstand og spørger ordløst: Hvad søger du egentlig? Jeg tror, mange har følt det sådan, når de har mødt et lille barn, der med sin umiddelbarhed kigger på én og spørger, om dét, der falder det ind. Således, men blot endnu mere intenst er det, når Jesus kigger på én. Som menneske kan det være ganske vanskeligt at sætte ord på dét, man søger, dét, man længes efter. Man vil nok betegne dette som at komme hjem, lande et trygt sted, hvor man ikke martres af frygt og tvivl. Det er en igangværende bevægelse, hvor man er på vej og er nået frem på én og samme gang. H. C. Andersen fanger stemningen i sin beskrivelse af barnet, der står ude i kulden og betragter et lysende juletræ inde i den varme stue gennem vinduerne ud mod gaden, længes efter at komme indenfor, ønsker brændende at komme ”hjem”. I dét øjeblik det lykkes at komme indenfor, at komme hjem, varer følelsen af lykke ganske kort, inden man igen føler sig ”fortabt”.

     Spørgsmålet er, om man som menneske nogen sinde kommer til en erkendelsen af være blevet fundet og at have fundet sig selv, så man kan siges at være ”kommet hjem”. Efter al sandsynlighed handler livet om at være på vej mod dette punkt ”hjem” ude i fremtiden, en evig bevægelse. For nogle er dette ”hjem” éns eget private hjem og familien; for andre er det kirken; for andre igen er det det himmelske hjem, hos Gud, der er tale om. Enkelte sammentænker det hele på én gang.

     Lytter man til Axel Juels digt fra 1914 (med melodi af Jonas Hunt), overvejer man, om det ikke er et vilkår for mennesker, vi alle deler, at det gode og det onde kæmper i og om mennesket, så man bliver sat i bevægelse, ud på en vandring gennem livet i spændingsfeltet mellem godt og ondt – Digteren siger følgende: ”Årtusinder intet forandrer; træerne visner – og gror – vandrende vismænd vandrer i hengangne vismænds spor... Fred er kun hvilende våben, og had blusser frem ved et ord! Stjernehvælvet bevarer for evigt alt livs horoskop: I et nu kan de jublende skarer vorde en jamrende hob, den sunde kan kende sig slagen med sot og med syge som Job! Døden skal gå i din have og røre din blomstrende fryd; marken skal tues af grave; laser skal være din pryd – din harpe skal sitre med sorgen og fløjten med hulkende lyd. Det skabende menneskesnilde lærer sig mangt at forstå - at det onde, vi slet ikke ville, så ofte er det, som vi må – det grunder til evige tider vi syndige vismænd på. Men se, det var hyrdedrenge, der bragte det store bud, mens stjernen på himmelens enge sletted forbandelsen ud: Vi frelses af kærligheden, for den er vor gave fra Gud.” Så vidt Axel Juel.

     Så svært og så såre enkelt på én og samme gang: Kærligheden, som vi møder i barnets strålende øjne eller den elskedes blik, er en svag afglans af den gennemgribende kærlighed fra Gud, dét, der tilgiver, forsoner og forløser os, så vi bevæger os ud på rejsen og når rejsens mål på én og samme gang – i en evig bevægelse. En bevægelse, der blev sat i gang i tidernes morgen, da verden blev skabt, og som forplanter sig i alle menneskers bankende hjerter og når sit mål under julens stjerne - i barnet, det lille Jesus-barn i krybben. Glædelig Helligtrekonger & godt nytår! AMEN

Salmer: 392 – 125, v.1+2+9 – 136 - - 138 – (*800) – 131.