Prædiken til 2. s. e. H3K 2021: Joh. 2,1-11.
Af sognepræst Lisbeth Petersen
Uden for Hjallese Kirke står det lysende juletræ fortsat og minder os om, at lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Normalt ville juletræer og lys være pakket væk midt i januar; men i denne mærkelige tid med den aldeles anderledes situation, vi lever med lige nu, er det værd at blive mindet om, at der er håb trods alt.
En del mennesker vil netop nu føle sig fanget i mørket og uvægerligt spørge sig selv: Hvorfor kan jeg ikke få øje på Gud midt i alt dette? Følelsen af at være ladt i stikken bliver forstærket af mørket, der hersker i verden. Oprør, jordskred, klimaforandringer, sultende, frysende mennesker i flygtningelejre, mutationer, smittefrygt og dødsfald er eksempler herpå. Her kommer ordene fra indledningen til Johannes-evangeliet på vores smukke, gyldne altertavle os til hjælp: ”Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Altertavlen indeholder også svaret på, hvorfor man ikke nødvendigvis får øje på lyset, selv om det lyser lige foran én, idet der står følgende om Jesus, der er lig med ordet og lyset: ”Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.” (Joh. 1,10-11)
Hvordan formidler man det guddommelige til mennesker, når det er så svært at gribe eller begribe det? Her benytter Johannes-evangeliet sig af en særlig kommunikationsform: Efter at have defineret det guddommelige, forkyndes det, at Gud bliver menneske i Jesus, og at Jesus er Guds tolk her på jorden, fordi mennesker ikke kan se Gud med det blotte øje. Jesus kommunikerer med ord – og i Johannes-evangeliet med tegn og prægnante udsagn, der vil fortælle, hvem Gud er.
Det første af disse tegn får vi præsenteret i form af en handling, der vil noget: Ved et bryllup i Kana i Galilæa laver Jesus vand til vin! Egentlig virker det ikke, som om det er hans hensigt at gøre det; men vinen er sluppet op, og Jesu mor beder ham hjælpe, så festen ikke går død, førend den er begyndt. Jesus laver ikke blot vand til vin. Der er den lille humoristiske finte, at Jesus anvender vand i nogle kar til rituel renselse til at lave vinen. Det ville svare til at bruge nogle håndvaske, badekar eller opvaskebaljer til formålet. De fleste ville nok rynke lidt på næsen, hvis de vidste, at den dejlige vin var blevet frembragt på dén måde og ikke var en Chateau-et-eller-andet-fint på flaske; men det var udelukkende tjenerne, Jesu mor og Jesus selv, der vidste det. Både vintjeneren og brudgommen var overrumplede. Normalt ville man servere den gode vin, mens bryllupsgæsterne var ædru, og så komme med den ringere vin senere.
Jeg forestiller mig, at Jesus har stået med et skjult smil på læben. Denne skjulte humor løber som en rød tråd gennem hele evangeliet. Men hvad betyder dette tegn? Tegnet er én af Guds tilsynekomster i verden, en selvåbenbaring, der peger tilbage på ham og på den overflod, der er i Gudsriget, ikke nødvendigvis mht. vin, men mht. kærlighed, omsorg og tilgivelse. Bryllup og fest peger hen imod Guds rige. Vandet har skjulte referencer til dåben, og vinen til nadveren. På en eller anden måde hentyder Jesus allerede her ved sit første tegn til, at han vil give sig selv til verden for at frelse verden. Søren Kierkegaard skulle have sagt noget i retning af: Kristus nægter mennesket det jordiske, men skænker det det evige.
Men forstår vi mennesker så, hvad det er, Jesus vil skænke os? Åbenlyst ikke, ellers ville man næppe føle sig så forladt og fortabt, som mange gør. En del af problematikken er menneskers generelle udfordring med at få øje for det guddommelige, når det viser sig, for det underfulde og mirakuløse. Kierkegaard nævner, at vor tid gør vin til vand. Jeg forstår det sådan, at vi mennesker sætter så mange spørgsmålstegn ved alt i livet, at vi ofte misser det forunderlige – og tilsvarende, hvis vi skulle støde ind i et tegn fra Gud. Allerede i evangeliet selv er der ganske få, der opdager, at vand forvandles til vin; de drikker den nok bare, uvidende om det underfulde. Tilsvarende med livet: Vi lever livet og standser først for alvor op, hvis sygdom og død rammer os. Indtil da er livet ofte en gave, vi tager for givet. Dermed er vi skyld i, at det underfulde bliver nedgjort, ja, måske endda gjort til intet.
I Kana blev vand til vin. Det fortælles, at i Kina blev vin gjort til vand ved et bryllup. Alle gæster var blevet bedt om at tage hver en flaske vin med og dermed bidrage til festen. Vinen var bryllupsgaven, og ved ankomsten blev al vinen hældt i en stor bowle, som der kunne øses af. Da vinen blev hældt op, viste det sig, at det var det rene vand. Alle gæsterne havde tænkt, at de kunne slippe for at bidrage og feste på andres bekostning, og at ingen nok ville opdage, hvis de hældte en flaske vand ned i vinen fra de øvrige – Desværre havde alle fået samme tanke, og det ødelagde bryllupsfesten. Nærigheden og griskheden på det menneskelige plan vil ingen ende tage og udstiller den skyld, som mennesker bærer med sig, og som dræner livet for liv og trækker råddenskab og mørke i sit kølvand. Derfor har vi mere end nogensinde før brug for, at Jesus gør vand til vin – i vores liv ved at skænke os dét, vi har forspildt, eller dét, vi ikke kan give os selv: liv, lys, tro, håb og kærlighed.
Så når juletræet står uden for kirken og lyser os i møde, når vi vandrer hvileløst rundt i januar-mørket, peger det ind mod dét budskab, som lyder inde i kirken og i disse dage også gennem internettet ud til jer i stuerne derhjemme. Gud er på spil overalt – i hverdagens små og store mirakler, i den boblende glæde, der trodser al mismodet og den endeløse række af corona-tal, der popper op på displayet på mobilen, i naturens gang på de daglige vandreture og i menneskers liv med hinanden og med Gud, når vi står over for store begivenheder i vores liv. Hvis vi vover at huske det, så åbner der sig en lille mulighedens sprække for, at Ordet kan trænge ind og forvandle os, så Jesus gør vand til vin – gør død til liv. ”Lyset skinner i mørket, og mørket griber det ikke.” AMEN
Salmer: 319, v.1+3+6+7 – 164, v.1+4+5 - - 320, v.1+7+8.
