4. søndag efter påske
Prædiken til 4. s.e. påske 2020: Joh. 8,28-36.
Af sognepræst Lisbeth Petersen.
Det er i dag 4. søndag efter påske.
For ganske få dage siden blev 75-året for befrielsen af Danmark efter 2. verdenskrig markeret i hele landet under hensyntagen til de restriktioner, der er gældende i øjeblikket. Der var virkelig noget at fejre. Dengang var landet besat i 5 lange år af en fjendtlig magt, der havde invaderet landet med militærkøretøjer, soldater og trampende støvler. Uvished, restriktioner mht. bevægelsesfrihed og ytringsfrihed, angst og død fulgte i kølvandet på besættelsen, så stor var glæden, da Danmark blev befriet i begyndelsen af maj 1945. Euforien varede hele aftenen. Folk festede i gaderne, og lysene i vinduerne skinnede i mørket; men da det blev næste dags morgen, kom der et efterspil, der krævede menneskeliv. Ondskaben lo endnu en gang. Glæden ved den type befrielse rummer altid dryp af malurt. Men befrielsen var en realitet. Dog ikke på Bornholm, der først blev befriet i april 1946.
For et par måneder siden blev Danmark, ja, resten af verden igen invaderet, denne gang af en usynlig fjende. Denne fjende kommer snigende og trænger sig ind på folk, når de mindst venter det. Atter følger uvished, restriktioner, angst og død i kølvandet på invasionen, selv om der ikke er erklæret krig. Fjenden er nemlig ikke en ond besættelsesmagt, men en dødelig virus. Fordi denne fjendtlige virus er usynlig, er den særligt lumsk. Den sidder ved siden af os i bussen og toget, står og taler med os på arbejdspladsen eller i skolen, lister sig ind på os, når vi handler, sætter sig til bords med os og putter sig ind til os, når vi lægger os til ro.
Midt i denne situation lyder de forjættende ord fra Jesus om, at vi skal blive frie. ”Omsider!” tænker vi sikkert; for et liv med restriktioner minder os om, at friheden ingenlunde er en selvfølge. Under normale omstændigheder ville vi nok have tænkt: ”Jamen, vi er da frie.” ”Hvad skal vi dog befries for?” Vi kan tænke, tale og handle frit; vi er selvberoende. Men det er vi faktisk slet ikke, når det kommer til stykket. En stor del af Bibelen sætter fokus på dét, som er livsvilkår for alle mennesker: at vi ikke er frie i udgangspunktet, men oftest bundet af mønstre, der gør, at vi tænker, handler og agerer ufrit, præget af dét, som andre gør, og det er ikke altid særligt godt og rigtigt. Det er dét, som går under betegnelsen ”synd”, et udtryk, som rigtig mange har det svært med, så svært, så de nyere oversættelser af Bibelen helt har omskrevet det, hvilket ikke ændrer, at det gør sig gældende. Det var tilfældet i Nazityskland, i Danmark dengang og nu, på de sociale medier, ja, eksemplerne står i kø. Jøderne, som Jesus taler med i dagens tekst, kunne heller ikke forstå det. Ikke desto mindre, så påstår Jesus, at vi mennesker er trælle, der skal gøres frie, og det vil Jesus selv gøre sig til eksponent for.
Hvordan kan Jesus gøre os frie? Det kan han, fordi Jesus er vejen, vejen til frihed, vejen til livet. Det afsløres, da han ”ophøjes”, altså da Jesus hænges op på korset, dør og få dage senere opstår fra de døde. Da bliver det lige pludselig tydeligt, at der er en sammenhæng mellem Jesus og Gud. Gud har udtrykt sig på forskellig vis i Det Gamle Testamente, f.eks. ved at vise sig gennem en engel ved den brændende tornebusk og tale inde fra busken. Her siger Gud: ”Jeg er den, jeg er”, ligesom Jesus gør i teksten til i dag, ja, gentagne gange i Johannes-evangeliet, hvor han omtaler sig selv som ”Jeg er”. Gud taler således igennem Jesus. Gud er netop. Han er der lige nu. Gud er ikke en fjern Gud fra fortiden, eller én, vi skal gå og vente på i uendeligt lang tid. Han er her lige nu. Han vil gøre os frie på et overordnet plan, og vejen går gennem den korsfæstede og opstandne, der vil stå op imod ondskab og død og trænge det tilbage.
I dag har jeg placeret mig nederst i kirken, lige ved indgangsdøren, med et billede af den tre-enige Gud i ryggen i form af et flot papirklip, lavet af én af kirkens tidligere konfirmander. Billedet giver os en fortolkning af, hvordan vi som mennesker møder den tre-enige Gud: i Bibelens beretninger, i gudstjenesten, i kirken, i vores liv. Fader, Søn og Helligånd. Tro, håb og kærlighed. Jul, påske og pinse. Fortid, nutid og fremtid. Den, som var, og som er, og som kommer, i billeder og symboler. Tre i én, tre sider af Gud, som griber ind i hinanden og griber ind i os. Dette papirklip er en ny indgangsvinkel til at tale om den tre-enige Gud, hvor det hele netop går op i en højere enhed, hænger sammen og fletter sig ind i hinanden – som et alternativ til den blå triptykon, den tredelte, klassiske trosbekendelsestavle, som var baggrundsbilledet i sidste uge. Papirklippet her rummer mangfoldige fortællinger og giver vinkler på eksempelvis Johannes-teksterne, der, med sine mange ord og begreber, dominerer prædikenteksterne i tiden fra påske til pinse.
Et billede af Jesus og Gud inddrager betragteren i historien, så den bliver en del af os og vores liv. De nymodens ikoner på telefoner og tablets har lidt samme funktion; de drager os til sig, så vi trykker på dem og aktiverer dem og forventer, at der ligger en historie eller en funktion inde bagved. Den traditionelle, religiøse ikon havde, efter sigende, en anden funktion; den foregiver ikke, at vi kan komme ind bag ved billedet og få mere at vide dér. En ikon af Jesus ser på os med det ene øje, og med det andet øje kigger han på et punkt bagved eller over os. Dette punkt er Gud som Fader. Dermed danner ikonen med sit blik både en lige linje, en horisont, en vej at gå ud i livet på og en bue, et himmelhvælv.
Buen over det enkelte menneske skaber sammenhæng og tryghed i vores liv, skænker os en relation til Gud, aflaster os ved at løfte angst og uvished af os og gør os frie ved at binde os til sig med kærlighed. Ondskab, mørke og død trænges bort, når man går ud i livet med øjenkontakt til Jesus foran én og med Gud i ryggen. Som en stemme, der lyder på tværs af tid og rum: Bare rolig, fjenden overgiver sig, og I bliver frie meget snart! AMEN
Salmer: 249, v. 1+2+8+9 - - 487, v. 1+2+6+7.
