Prædiken til Palmesøndag 2021: Mt. 21,1-9.

Af sognepræst Lisbeth Petersen.

     Frygt og forventning. Måske kender du følelsen af frygt og forventning på én og samme tid. Denne dobbelte følelse kan melde sig i forskellig sammenhæng: Den dag, du træder ind ad døren på din første skoledag eller din første dag på dit nye job. Når du samler et brev op fra postkassen, der vil fortælle dig, om du er optaget på drømmestudiet, eller i dét øjeblik, du trykker send på den elektroniske diktat og venter på, at din karakter lyser op på skærmen. Når du tjekker din sundheds-app gentagne gange for at få at vide, om du er smittet med covid-19, eller når du til sin tid bliver vaccineret netop mod denne frygtede virus. Frygt og forventning overvælder én, fordi man ikke ved, hvad man går ind til, eller ved, hvordan det ender.

     Frygt og forventning rider ind i byen sammen med Jesus på æslet Palmesøndag. For andet år i træk fejrer vi Palmesøndag i corona-virussens skygge og føler, om muligt, endnu stærkere følelsen af frygt og forventning på én og samme gang: Frygten for sygdommen, der kan ramme uden at skele til alder og position. Men samtidig også forventningen om, at det snart bliver bedre.

     Jesus har også denne dobbelthed med sig, da han rider ind i Jerusalem. Vi hører teksten både i dag og hørte den også 1. søndag i advent – ved optakten til advent og jul og nu ved optakten til påske. Betoningen af frygt og forventning er forskellig alt efter den sammenhæng, vi hører teksten i. Måske bliver frygten lidt mere tydelig end forventningen, som påsken skrider frem på vejen mod Jesu lidelseshistorie, død og opstandelse. Forventningen og glæden er ikke til at tage fejl af her ved indledningen til påsken. Dét, der er i færd med at ske, er noget, folk har ventet på længe. Nu sker det endelig, og folk er ellevilde. Frelseren er på vej, og verden er ved at forvandle sig til et bedre sted. Forventningerne er store; men den skuffede forventning bliver endnu større, hvis virkeligheden ikke lever op til forventningerne.

     Jesus lever fuldstændigt op til de forjættelser, der er om ham i Det Gamle Testamente, f.eks. hos Zakarias, der taler om en sagtmodig konge, der kommer ridende på et æsel. Som påsken skrider frem, begynder Jesus også at stemme fint overens med forjættelserne hos Esajas, der taler om Herrens lidende tjener, der giver sig selv hen, giver sit liv for at redde andres liv. Det er her, at Jesus træder ud af den forventede rolle og træder i karakter som helt sin egen. Det går ikke upåagtet hen, og der kommer en kraftig reaktion fra Jesu omgivelser. De glade og forventningsfulde mennesker, der hylder Jesus som en helt på Palmesøndag, bliver så grueligt skuffede, at de vender ham ryggen og blot ønsker ham død. Hvordan det kan gå sådan, det er svært at begribe. Men ofte er det dem, vi beundrer allermest eller holder mest af, vore nærmeste, vi bliver mest skuffede over og måske slår hånden af. Deri ligger en gåde, som påsken måske vil kaste lys ind over.

     Hvordan har Palmesøndags budskab om frygt og forventning noget at gøre med dét liv, jeg selv lever til daglig? Til indledning blev der nævnt seks små hverdagssituationer, som man måske kan genkende fra sit eget liv: fra første skoledag til covid-19-vaccinationen. Men dobbeltfølelsen af frygt og forventning viser sig ligeledes ved de helt store overgange i livet: f.eks. fødslen, hvor man glæder sig meget til det lille nye liv, der skal komme, men samtidig frygter den forestående fødsel, som skal bringe det lille, nye liv frem. På tilsvarende måde ved afslutningen, når man skal bort fra sit velkendte, jordiske liv og gennem døden ind til noget nyt, som man ikke ved, hvad er endnu – dét, som evangelierne omtaler som opstandelsen, det evige liv, et liv efter døden, Guds rige. Det er dette, som Jesus lægger sporene ud til i løbet af påsken, og som vi skal forsøge at samle op i en form for påskeskattejagt, som finder sted på alle påskens helligdage.

     Måske kan disse spor hjælpe os med at finde en vej i denne underlige tid, vi lever i lige nu. En tid, der er præget af frygt for virus og sygdom, en tid, hvor vi går i en stor bue uden om hinanden, når vi mødes på stier og gange, og kigger forskrækket på det andet menneske, der kommer til at nyse eller hoste, som om vedkommende var en pestramt. Der er en frygt i tiden, som næsten kan fremkalde den stemning, der var i efterkrigsårene, f.eks. i højskolesangen ”Der truer os i tiden” (skrevet af Ole Wivel til Båring Højskoles indvielse i 1959). Det, der truede dengang, var en ond, usynlig magt, som var menneskets egen skråsikre viden, der gik ind og erstattede troen på Gud. Wivel beskriver frygten som noget, der er lagt på vore øjne som ild og is, og som udelukkende ser vort livs forlis. Men samtidig er der en længsel, der søger mod det såkaldte ”håbets vendepunkt”.

     I dag er det nok snarere vor manglende viden, der fylder og truer i tiden, og i særdeleshed dén afmagt, der følger med. Ind i denne afmagt må vi insistere på, at der er en vej igennem dét, vi oplever lige nu. Der er en vej igennem påsken, og der er noget at håbe på: nemlig at vores forventning om, at alt, hvad der truer os af sygdom og død, vil blive overvundet, og et nyt liv vil spire frem sammen med Jesus, ligesom forårsløgene i jorden og forårssolen morgenrød. Vi kan roligt forvente og håbe, at Jesus gør sig selv til ét med os mennesker i al vor afmagt, tvivl og frygt, og vi kan være sikre på, at han gør det på en helt og aldeles anderledes måde, end vi forventer, og Gud ske lov for det! AMEN

Salmer: 172 – 176, v.1+4+10 - - 192, v.1+2+3.