Prædiken til Kristi Himmelfart 2021: Mk. 16,14-20.

Af sognepræst Lisbeth Petersen.

     I mødet med Bibelens tekster bliver man konstant overrasket og overrumplet. Evangeliet til denne Kristi Himmelfarts Dag virker forunderligt ulogisk og modsætningsfyldt, når man kigger nærmere på det. Hvorfor det? Jo, Jesus indleder med at kritisere sine disciple, fordi de er vantro og hårdhjertede, og i næste åndedrag sætter Jesus disciplene til at udføre den fornemste opgave, der tænkes kan, nemlig at gå ud og forkynde evangeliet, det glædelige budskab om Jesu Kristi opstandelse og den betydning, det har for al verden. Hvorfor sætte uduelige til at udføre det vigtigste? Hvilket firma ville hyre elendige medarbejdere til deres prestigeprojekt? Næppe nogen. Med Jesus og Guds rige forholder det sig helt anderledes. Måske ligger der en pointe i denne yderst modsætningsfulde prioritering!

     Jeg kan ikke lade være med at tænke på en stribe af danske film, der fortæller en lignende historie: Olsen-banden-filmene. Egon Olsen har altid en plan, og i hver eneste film indleder han med at kritisere sine to gode venner, Benny og Kjeld, ved at kalde dem: hundehoveder, amatører, fæhoveder, uduelige slapsvanse og dét, der er værre. Alligevel sætter Egon sine venner i gang gentagne gange, trods svigt og manglende evner til at gennemføre det perfekte kup. De uduelige venner bliver krumtappen, ophøjet til at være uundværlige. Lige på dette ene punkt ligner Olsen-banden-fortællingen evangeliets fortælling; ellers er disse to fortællinger uden sammenligning.

     Disciplene dengang og vi, der lever nu, bliver sendt ud med det glædelige budskab om, at de ringe er uundværlige, at mørket gennembrydes af lyset, og at der vokser liv ud af død. Dette skulle gerne have den konsekvens, at de, der hører budskabet, ønsker at blive døbt og kommer til tro. Her kommer Jesus med et udsagn, som er værd at notere sig: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Dette statement er en væsentlig replik til den dåbsdebat, der pågår i øjeblikket, hvor det drøftes, hvad dåben egentlig er, og hvad den bevirker. Den klassiske teologi vil hævde, at man skal døbes, fordi dåben gør en forskel. I dåben bliver vi mennesker Guds børn. Der sker noget af åndelig karakter, som vi ikke nødvendigvis kan se og erfare empirisk. En nyere og mere liberal teologi hævder, at alle mennesker er Guds børn fra begyndelsen, uanset om de er døbt eller ej. Ved dåben bliver man opmærksom på, at man er et Guds barn. Ved en webbaseret konference, som jeg har deltaget i, er det tydeligt, at disse to positioner brydes i disse år. Når man går ud med det kristne budskab, er det ikke uvæsentligt, at man har gjort sig klart, hvor man selv står i debatten.

     ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.” Tro og dåb fører til frelse – frelse kommer af det gamle ord ”frihalse”, altså klippe halsringen af sin slave, så vedkommende bliver løsgivet eller løskøbt, bliver sat fri. Hvad bliver man sat fri for i teologisk forstand? Synden, som er at gå fejl af målet – dét mål, vi gerne skal nå frem til i vores liv. Jeg tænker de fleste vil føle, at de af og til går fejl af målet og derfor har brug for at blive frelst fra at gå til i fejltagelser. Det glædelige i denne sammenhæng er, at vi netop får at vide, at Jesus har frelst og sat os fri fra synd og skyld og selv har taget straffen fra os – har, om jeg så må sige, har båret skraldet ud på vore vegne. Dommen kan ingen undgå – Her er det væsentligt at få defineret, hvad dom er i denne sammenhæng; for vi er tilbøjelige til at mene, at dom er, at hammeren falder, og man bliver sat fast – i mere end én forstand. Her skal vi atter minde hinanden om, at denne dom ikke udmønter sig i en straf – for dén straf har Jesus taget på forhånd – så dommen er her lig med en afklaring, en forløsning. Nogle ville måske gå så langt som til at sige, at man bliver ”dømt til at være elsket” – dømt til at blive ophøjet og værdsat trods sine mangler, sine fejltrin og sin uduelighed. Det er evangelium – det glædelige budskab, der giver os frimodighed til at gå ud i livet og leve det.

     Kristi Himmelfart har pga. betegnelsen ”himmelfart” ofte bevirket fejlagtige associationer, der klinger i retning af ”rumfart”, at Jesus farer til himlen som et sted – Men himlen er så meget mere end et sted eller en destination, man kan rejse til. Himlen er en anden dimension, hinsides tid og rum. Man kan måske sige, at himlen er den dimension, der transcenderer det ringe og værdiløse, så det bliver elsket og uendeligt værdifuldt. Denne bevægelse introduceres af vor Herre selv, da Gud bliver menneske og tager en tjeners skikkelse på. Jesus bliver født i en stald, dør på et kors, bevæger sig til de dødes rige, opstår fra de døde og ophøjes – en bevægelse, som inddrager alle de døbte, så vi kan gøre bevægelsen sammen med Jesus – i ord, dåb og nadver.

     Der er en vigtig pointe, som indgyder tro, håb og kærlighed i os mennesker, og det er, at Gud løfter jorden mod himlen og sænker himlen mod jorden, idet han gør det tilsyneladende uduelige og værdiløse til det mest betroede, værdsatte og værdifulde.

     Den nyligt afdøde forfatterpræst Johannes Møllehave formulerer det så rammende og billedskabende i sin salme ”Vi trækker streger og sætter skel”, der er kommet med i ”100 Salmer” som nr. 888. Han siger følgende: ”Han slog en streg over hver en streg, som sættes mellem dig og mig. Så ikke én af dem, Vorherre skabte, skal kaldes udenfor og fortabte. Et kors det danner, naturligvis, og det blev så hans kærligheds pris. Og alle de, der faldt uden for stregen, dem slog han følge med på hele vejen.” Se, dét er et budskab, der sætter os i stand til at vove at gå ud i livet og at turde leve. Glædelig Kristi Himmelfart! AMEN                           

Salmer: 402 – (433 – 434) – 287 – 473 - - 257 – (291) – 427.