Prædiken til 3. s.e. påske 2021: Joh. 16,16-22.

Af sognepræst Lisbeth Petersen.

     ”Hvad venter vi på? Lad os komme i gang! Lad os komme af sted!” Jeg tror, der er ganske mange mennesker, der har været på nippet til at sige disse ord i den senere tid. Utålmodigheden kan gribe én, når man har ventet i lang tid. Temaet for dagens tekst er: Vær tålmodig lidt endnu!

     For en god måneds tid siden udbrød et nært familiemedlem følgende: ”Det er et år siden, jeg sidst fik et knus!” Den pågældende var netop blevet vaccineret, og vi turde atter give knus. Jeg kom til at tænke på ordvekslingen, da jeg så vinderfotoet i World Press Photo Contest 2021. Fotoet er taget af en dansk fotograf (Mads Nissen, Politiken) og hedder ”The First Embrace”, den første omfavnelse, og forestiller en plejehjemsbeboer, der krammer en sygeplejerske, kun adskilt af et plastforhæng med en gul kant, der folder sig, så det ligner englevinger. Billedet er taget på en reportagerejse i Brasilien sidste eftersommer på et plejehjem uden for Sao Paulo. Dette billede siger mere end mange ord. Jeg synes, det kan belyse dét, som er på færde i teksten fra Johannes-evangeliet, der er et udsnit fra slutningen af Jesu afskedstaler til disciplene, ord, sagt kort inden Jesu død, men henlagt til påsketiden mellem påske og pinse, hvor Jesus er opstået og er vendt tilbage, om end kun for en tid, inden han atter skal tilbage til himlen.

     ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Disciplene forstår ikke, hvad Jesus siger, og de spørger ham derfor, hvad han egentlig mener. Jesus er forberedt på spørgsmålet; for vi skal have i tankerne, at ordene falder Skærtorsdag aften, mens Jesus og disciplene sidder og spiser det sidste aftensmåltid, inden Jesus skal dø. I øvrigt samme aften som nadveren er blevet indstiftet. Dét, som der hentydes til, er ikke sket endnu på dette tidspunkt. Der henvises til tiden mellem Langfredag og Påskedags morgen, tiden mellem Jesu død og Jesu Kristi opstandelse. Der er et hul imellem disse dage – ligesom der kan være det, når man længes efter noget eller nogen og venter på, at vedkommende kommer tilbage.

     Jesus sammenligner denne korte tid mellem længsel og gensyn, sorg og glæde med tiden, hvor en kvinde skal føde sit barn. Når fødslen skal til at gå i gang, er kvinden både spændt og bange, længes og kan have lyst til at flygte fra den voldsomme smerte og oplevelse; men når barnet er født, er kommet til verden, tænker hun ikke længere på dét, der gik forud. Moderen glæder sig over sit barn, det nye liv. Sådan vil det også være med Jesu død og opstandelse, siger Jesus her indirekte.

     Dygtige fortolkere af teksten påpeger, at der er en overgang fra én periode eller tilstand til en anden, som udmærker sig ved at rumme en form for ”sort hul”. Dette sorte hul er altafgørende for det videre forløb. Dette er den ”pause”, der er mellem den korte tid, hvor Jesus er væk, og den korte tid, hvor han atter vender tilbage. Den døde forlader os, om man så må sige, og den opstandne kommer os i møde. Det var situationen ved optakten til påsken, og det er situationen i tiden efter påske – i hverdagen, som vi befinder os i som mennesker.

     Gennem hele Bibelen hører man om Gud, der skabte lyset og livet, og skiftevis opfattes af mennesker som fraværende og nærværende, ja, måske netop er fraværende for at kunne blive nærværende. Et eksempel på dette findes i Esajas-teksten (Is. 54,7-10), hvor Gud bliver vred på sit folk, fordi det har svigtet ham, og Gud vender sit folk ryggen, men kommer tilbage for at redde det. ”Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage”, som der står. I mellemrummet, mens Gud er væk, går byen Jerusalem til grunde - ved Jerusalems ødelæggelse. Dét, der sker, er så gennemgribende voldsomt, at tavsheden siger mere end mange ord.

      Livet leves på godt og ondt og består af lys og mørke, og når det ser mørkest ud, bryder Guds lys igennem og bibringer tro, håb og kærlighed. Det er det kristne budskab, at Gud kommer mennesket i møde gennem sin Søn Jesus Kristus den korsfæstede og opstandne, bliver nærværende i menneskers liv, når man befinder sig i et sort hul, og tilfører dét lys, som man ikke kan tænde på egen hånd, når man befinder sig i mørket. Denne vekslen mellem lys og mørke, nærvær og fravær, beskrives, som nævnt, i Bibelen, men også i den netop forgangne påske, hvor Langfredag er lavpunktet, dér, hvor man er nået til det sorte hul, som også kendes som døden. Dette overvindes og oplyses Påskedags morgen, da solen står op og driver mørket på flugt – og hvor Bibelen fortæller, at Jesus også står op i lighed med solen, overvinder døden og mørket, bliver lyslevende igen og går ud i livet for at forkynde livets og lysets budskab til mennesker.

     Vi kender de mørke vinterdage, hvor vi kigger ud på den kolde, mørke, tilsyneladende livløse jord, hvor vi har begravet nogle små undseelige påskeliljeløg. Tilsyneladende er de gået helt til. Men på forunderlig vis opstår de små løg, spirer og gror og bliver til de smukkeste påskeliljer, påskens og opstandelsens bedste bebudere. Deri ligger kimen og dét lysglimt, der kan vække troen og håbet, hvis man er heldig og tør vove at gribe dét, når det kommer flyvende.

     ”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Vær tålmodig, selv om du er utålmodig! I ventetiden sker forvandlingen, som skal til for at komme igennem det sorte hul, igennem død og savn. Forvandlingen er som et påskeliljeløg, der vidner om, at sorg skal vendes til glæde, og at der vokser liv ud af døden. En kort tid skal alt være ekstremt hårdt; atter en kort tid, så bliver ganske meget godt igen! AMEN

Salmer: 736 – (433&434) 1 – 397, v. 1+3+5 - - 233 - 236.