Palmesøndags prædiken
Prædiken til Palmesøndag Mk. 14,3-9.
Af sognepræst Lisbeth Petersen.
Det er Palmesøndag. Vi er på vej mod påske og går i dag ind i den uge, der leder op til kirkens største højtidsdag, Påskedag. På vejen dertil skal vi igennem alle afkroge af det menneskelige sind; vi skal hele følelsesregistret igennem på de 5 helligdage, som påsken består af. Vi kommer inden for en uges tid på en rejse igennem følgende sindsstemninger: forventning, glæde, forargelse, skuffelse, undren, lidelse, sorg, afmagt og fornyet håb på trods af alt, hvad der kan bringe tvivlen frem.
Man skal, som bekendt, ikke rejse væk for at komme langt. Det erfarer vi på egen krop og sjæl i denne særlige, kaotiske tid, som vi befinder os i i øjeblikket. Til trods for, at vi lige nu lever i en form for karantæne, så kan vi snildt komme langt tankemæssigt og følelsesmæssigt, hvor mange givetvis vil føle sig presset ud af den sædvanlige følelse af tryghed og genkendelighed. Måske gør denne kaotiske tilstand det mere ligefor at gribe påskens budskab til os: Frygt ikke! Det bliver godt igen!
Jesus gik selv i en form for selvvalgt karantæne efter sin dåb, altså 40 dage, hvor han fastede ude i ørkenen. Derfor går der 40 dages fastetid, ørkenvandring eller karantænetid forud for påskefejringen, hvilket giver god mening i år, og i det hele taget. Den golde ørkenvandring kan netop gå hen at vise sig at blive til et åbenbaringens sted. Et sted, hvor man indser nye ting, nye sammenhænge i dét liv, man mener at kende til hudløshed. Måske endda et sted, hvor man kan møde Gud. På ørkenvandringen i Det Gamle Testamente kom der hver dag manna eller brød ned fra himlen, og meget apropos, så kunne dette brød ikke hamstres eller gemmes; for så rådnede brødet op. Jesus er dét nye og det sande brød, der kommer ned fra himlen, livets brød, der stiller den åndelige sult. Jesus giver sig selv til os, for at vi kan leve.
I dagens evangelietekst hører vi om en kvinde, der salver Jesus forud for hans begravelse, en symbolsk handling, der med al tydelighed viser i hvilken retning det hele peger hen. Jesus går lidelse og død i møde. Han går ind i en tid, hvor der vil udspille sig en kamp på liv og død. Hvis vi åbner for en nyhedsudsendelse, en avis eller de sociale medier i denne tid, så er det lige før, at vi får en fornemmelse af, hvad der er på spil her. Dengang som nu var der forargelse og smålighed og hykleri og bedrevidenhed. Hvorfor gøre godt? Hvorfor gøre noget i det hele taget? Hvorfor spilde dyr olie, når den ville kunne gemmes og sælges til en høj pris? Hvad nytter det? Et lille tankeeksperiment kunne være at udskifte den dyre olie fra Markus’ tekst med en flaske hamstret håndsprit – for at gøre eksemplet en smule nutidigt. Jeg vil tro, nogle af de samme reaktioner, som evangelisten Markus anfører, ville komme til udtryk i dag.
Pointen synes at være, at det ikke nytter at spekulere i at hamstre de kostbare sager eller gemme de gode gerninger til senere. Vi er i en situation, hvor vi intet kan forudse eller planlægge. Vi må få det bedste ud af livet, dag for dag. Hellere gøre godt i dag, end at vente til i morgen. Stol på, at påsken på flere planer vil bringe lys i mørket og liv på trods af døden. Kort sagt: Frygt ikke! Det bliver godt igen! AMEN
Salmer: 192 - - 217.
