Prædiken til Midfaste 2021: Joh. 6,1-15.

Af sognepræst Lisbeth Petersen.

     Vi befinder os midt i fasten – ved midfaste – og overraskende nok handler dagens tekst om mad; for hvad er da mere nærliggende end at beskæftige sig indgående med dét, vi givetvis faster fra: at få stillet vores sult, at få mad. Men livet handler om meget mere end mad. Dagens tema handler om at tage imod en form for føde, der stiller den mere åndelige sult.

      Når man spiser, spiser man selvfølgelig for at få tilført næring, så man kan overleve; men ved siden af dette fysiske element, er der gerne noget mere, der gør sig gældende – nemlig dét, man får, når man spiser sammen med andre. Måske tillader corona-tiden, hvor mange arbejder hjemme, dét, som vi, der var børn for en del år siden, har oplevet, nemlig de eftermiddage efter skoletid, hvor man sad med sin mor eller far eller bedstemor i køkkenet og spiste franskbrødsmadder. Her var det ikke så meget selve maden, det velsmagende, hjemmebagte franskbrød, men snarere nærværet, omsorgen og det at få talt sammen om, hvad man havde oplevet i løbet af dagen, som var det afgørende. Brødet var et tegn på andet og mere end mad.

     På tilsvarende måde hører vi i dagens tekst fra Johannes-evangeliet om et under, et mirakel: bespisningen af de 5000. Ved første øjekast handler det helt konkret om at bespise 5000; ved næste øjekast handler det om noget helt andet: Guds enorme generøsitet og omsorg. Brødet er et tegn, et tegn på noget, der er ligeså vigtigt som den konkrete mad: Gud, der giver liv til livet.

     Fortælling om bespisningen af de 5000 er det midterste eller det 4. af de 7 tegn, som Jesus laver i Johannes-evangeliet og ganske passende at høre om her ved mid-faste. Først og sidst hører vi, hvordan Jesus trækker sig tilbage til bjerget, og at påsken nærmer sig; Jesus er på flere planer klar over, hvad der er i færd med at ske, og han har planlagt, hvordan han vil gribe bespisningen an, men skal blot på sin egen humoristiske facon udfordre disciplene lidt til at begynde med. Sult, afmagt og et mislykket forsøg på løsning følger i kølvandet på de mange mennesker, der strømmer til for at se og høre Jesus. Disciplene tænker som mennesker og ser udelukkende begrænsningerne. Jeg tror, vi kender det fra os selv.

     Midtvejs sker miraklet: Nogle få brød og fisk mætter de mange. Jesus ser nemlig muligheder, frem for begrænsninger; Jesus ser, mulighederne i form af det bløde græs, der er godt at sidde på, og den lille dreng, hvis medbragte madpakke skal vise sig at blive afgørende for hele situationen. Den lille dreng, der har taget en madpakke med, bliver nøglen til at løse problematikken. Helt i tråd med ordene, vi hører i vores dåbsritual: at hvis man ikke bliver ligesom et barn eller er i stand til at tage imod ligesom et barn, kan man ikke komme ind i Guds rige eller begribe, hvad det drejer sig om – Barnet giver os øje for Guds gave, dé muligheder, der viser sig gennem livet. Også i denne sammenhæng anvender Jesus barnet som et forstørrelsesglas, der lader os ane det store i det små.

     Det springende punkt er, hvordan vi hører teksten, og om vi er i stand til at tage imod dens budskab. For mere end et par hundrede år siden var man tilbøjelig til at bortforklare alt det underfulde og erstatte det med rene og skære fornuftsmæssige forklaringer – De havde nok taget noget mad med hjemmefra alle sammen, som de delte, sagde man dengang – Det var i rationalismens tid. For knap hundrede år siden kom tiden, hvor alt i Bibelen skulle afmytologiseres og forståelsen af eksistensen skulle blotlægges, så nutidens mennesker kunne begribe den. I dag er man nok mere modtagelig for myter, undere og mirakler end i de forgangne århundrede i takt med, at eventyr-, fantasy- og science fiction-genren har vundet indpas sammen med oplevelseskulturen, hvor man bevæger sig ind i et helt parallelunivers i f.eks. oplevelses- og tema-parker og ikke mindst i dén verden, som internettet skaber. Tiden er givetvis moden til en re-mytologisering.

     Dette ændrer dog ikke ved, at man som menneske stadig standser op i mødet om f.eks. beretningen om bespisningen af de 5000 og spørger: Hvordan? Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan gik det til? Her går man fejl af pointen med fortællingen: at brødet er et tegn på noget andet og større. Som dygtige fortolkere har peget på, så skal man langt snarere spørge: Hvorfor? Hvorfor bespiser Jesus 5000 med brød og fisk? Hvad er det et tegn på? Når vi hører om brødet, så er det svært ikke at tænke på nadverbrødet, der er tegn på, at Jesus giver sig selv til verden, og lidt senere i kapitlet her hører vi, at Jesus omtaler sig selv som ”livets brød”. Der er altså andet og mere på spil end det konkrete brød, der mætter de sultne munde. Fisken er også et symbol, som er yderst sigende for kristendommen – Vi har sådan en fisk liggende her uden for kirkedøren på en sten, samt vi har ridset en lille fisk ind i nadverfiguren nederst i kirken i det lille vindue nede ved gulvet. Fisk på græsk ”ichthys” er kodesprog for en lille trosbekendelse, der lyder: ”Jesus Kristus, Guds Søn <er> frelseren.” Dermed har vi svaret på, hvad brødet er tegn på: Jesus som frelseren og forsoneren, der giver sig selv hen til at dø og træder i stedet for mennesker, så vi kan leve.

     Midfasten lader os stille skarpt på, at mennesket lever af mere end konkret brød alene. Mennesket lever af alt dét, som brødet er tegn på, og som Jesus stiller frem for os her i tiden frem mod påske. Vi lever af det, der udgår fra Herren i form af tro, håb og kærlighed. Men vi lever først og fremmest af dét liv, der bliver til, når vi spiser sammen med Gud og hvermand, og når vi, frem for begrænsningerne, ser mulighederne i livet. AMEN

Salmer: 721 – 31 - - *826.