Skærtorsdags prædiken

Prædiken til Skærtorsdag 2020 Joh. 13,1-15.

Af sognepræst Lisbeth Petersen.

     Det er i dag Skærtorsdag. Budskabet fra Jesus til os er klart og tydeligt: ”Vask hinandens fødder! Det skylder I mig, og det skylder I hinanden!” Hvis vi skal bringe dette budskab ind i dén tid, vi lever i lige nu, så kunne budskabet have været: Vask dine egne hænder! Det skylder du dig selv, og det skylder du andre mennesker og Gud! Dette budskab er mere relevant end nogen sinde før! At vaske fødder og hænder er det mest næstekærlige, man kan gøre i øjeblikket.

     Jesus har netop som indledning til aftensmåltidet Skærtorsdag aften vasket alle sine disciples fødder, så de alle er rene – Deraf navnet Skær-torsdag – Den rene torsdag. Se, denne fortælling fra Johannes-evangeliet er Johannes’ underfundige fortolkning af, hvad nadveren betyder. Ja, hvad der er betydningen af Jesu død. Alle de tre andre evangelister samt Paulus fortæller, at Jesus Skærtorsdag aften indstifter nadveren og indvarsler dermed sin egen død dagen efter, Langfredag, og tolker samtidig, hvad Jesu Kristi død skal til for. Vi hører ikke ét eneste ord om nadver, brød og vin, den nye pagt og ihukommelse af Jesus, men tværtimod om rengøring af fødder som en konkret form for næstekærlighed. Som om Jesus dermed sagde: Jeg viser min kærlighed til jer ved at vaske jeres fødder og siden hen dø for jer, nu er det jeres tur til at vise hinanden kærlighed, næstekærlighed.

     Dengang lå man, efter sigende, til bords på hynder rundt om et lavt bord, når man spiste, og mange gik med bare fødder i deres sandaler. Derfor var det en venlig gestus, når en slave stillede sig til rådighed mht. at rengøre de støvede fødder, inden man begyndte at spise. I dag ville det være mere påkrævet at vaske hænder, idet vi sidder ved bordet og spiser med hænderne tæt på maden, og med fødderne behørigt gemt væk nede under bordet i lukkede sko.

     Dét, der er på færde denne Skærtorsdag aften, peger hen imod, hvad der sker i resten af påsken: Langfredag og Påskedag – Jesu død og opstandelse. Selve nadvermåltidet og fortolkningen heraf kommer til syne i evangelisten Johannes’ udlægning i form af fodvaskningen. Jesus giver sig selv til verden som livets brød og det sande vintræ, der udfordrer og besejrer døden og bringer mennesket gennem døden og ud på den anden side til nyt liv, et liv efter opstandelsen.

     Men hvordan kan vi fejre nadver og fejre påske, når vi, af gode grunde, ikke kan og må samles i kirken, og når vi har måttet aflyse vores velbesøgte skærtorsdagsmiddag, som vi normalt ville spise sammen, mens vores store menighedssal inde bag den gyldne altertavle ville være fyldt af glade menneskers stemmer og de liflige dufte fra den veltilberedte mad? Ved at være sammen – hver for sig!

     Sammen - hver for sig! En måde at gøre det på kunne man læse om i vores fynske avis forleden. Avisen bragte den rørende historie om et brudepar, der blev gift virtuelt hjemme i deres stue for 19 dage siden på brudens 29-års fødselsdag, med kun præst og få vidner og så et kamera, der bragte det hele ud til alle de 100 gæster, der skulle have været med til brylluppet. Samtidig kørte de serveringsdamer, der skulle have serveret festmiddagen til den store fest, rundt i landet med mad og goodiebags til gæsterne, der var trukket i det fine tøj hjemme i stuen og gennem internettet kunne være med til bryllup – sammen – hver for sig.* Men hvorfor kunne det bryllup ikke vente, tænker nogle måske? Det kunne det ikke, fordi bruden er dødeligt syg af kræft og lever næppe, når corona-smitterisikoen er drevet over. It’s now or never, som man siger. Så hver for sig – men dog sammen. Det var det væsentlige og det eneste rigtige og næstekærlige. Ligesom de lukkede kirker i påsken og de båndede gudstjenester, som internettet er spækket med.

     Med dén horisont, vi hører teksterne under i denne påske, hvor alle kirker i Danmark er lukkede pga. krisen, er det, som om dét, der her forkyndes for os, bliver ekstra nærværende og relevant. Det er et spørgsmål om liv eller død. Derfor kan vi i øjeblikket kun være sammen hver for sig. AMEN

Salmer: 52 - 473.