1.søndag efter påske
Prædiken til 1. s. e. påske 2020: Joh. 21,15-19.
Af sognepræst Lisbeth Petersen.
Det er i dag 1. søndag efter påske. Der er gået en uge efter den helt særlige højtidsdag, Påskedag, som har sendt dønninger ud, der pisker ind imod bredden den dag i dag. Påskedag er opstandelsens dag. Livets sejr over døden, hvor Kristus opstod fra de døde. Det skete tidligt om morgenen, netop da solen stod op. Vi er vidner på, at døden ikke kunne holde Kristus fast. Det er med salmedigterens ord hver Langfredags pant på en påske-morgenrøde.
Dette pant på, at død bliver til liv, at mørke afløses af lys, og at det bliver godt igen, efter at have været svært, ondt og hårdt, er et budskab, som vi længes efter at høre netop nu, hvor vores by, vores land, ja, hele verden er ramt af en dødelig virus, der trækker sit spor igennem verden, lukker grænser, skaber afstand mellem mennesker og lægger verden øde. Med den aktuelle situation i baghovedet synes Jesu lidelseshistorie og beretningen om Jesu Kristi opstandelse fra de døde om muligt mere vedkommende end nærmest nogen sinde før.
”Elsker du mig?” Således spørger Jesus hele tre på hinanden følgende gange. Jesus stiller spørgsmålet til sin gode ven og nærmeste discipel Peter. Hvorfor stille det samme spørgsmål hele tre gange? tænker man måske. Det giver ingen mening, eller gør det? Her skal man huske, hvad Jesus netop har gennemlevet: lidelse, svigt, død og opstandelse. Det er noget af en omgang at komme igennem, og derfor har Jesus akut brug for bekræftelse, brug for at vide sig elsket trods alt.
Det er sådan set ikke anderledes, end når kvinden spørger sin mand: ”Elsker du mig?” Eller når et barn kommer for at vise én noget gentagne gange, mens man måske lige netop er i færd med at lave mad eller arbejde på sit hjemmekontor. Eller når journalister gentagne gange spørger statsministeren om, hvornår der bliver åbnet op for samfundet igen, eller skolelederen eller præsten får spørgsmålet om, hvornår de store skolebørn skal tilbage i skole, og hvornår der kan blive konfirmation. Dét, at der bliver spurgt om det samme gentagne gange, er ret beset et udtryk for, at man ønsker en form for bekræftelse, at blive set og hørt og forsikret om, at det nok skal blive godt igen. Som at spørge: ”Er du med mig, også på den anden side af alt dette kaos?”
Det er sådan lidt et antiklimaks her otte dage efter påske. Der skulle have været fuldt blus på hele påsken, og i går den 18. april skulle 50 konfirmander fra Dalumskolen have været konfirmeret omgivet af familie og venner, ca. 400 mennesker ad tre omgange – og tilsvarende de næste par lørdage. Der skulle have været fest og farver, og i stedet er der lukket og slukket. Helt forståeligt bliver der gentagne gange spurgt: Hvornår bliver det godt igen? Hvornår kan vi holde konfirmation?
Hvorfor stiller Jesus spørgsmålet netop 3 gange, og hvorfor stiller Jesus sit spørgsmål netop til Peter? Jo, sidst de sad og spiste sammen var Skærtorsdag aften, hvor Peter højt og helligt lovede aldrig at svigte Jesus. Om Peter så skulle dø sammen med Jesus, ville han aldrig svigte ham, proklamerede han. Få timer senere havde Peter fornægtet Jesus hele 3 på hinanden følgende gange, og Jesus blev arresteret og slæbt væk til forhør, tortur og dødsdom. Nu sidder disciplene atter og spiser på den anden side af opstandelsen. De spiser brød og fisk, som ved det store bespisningsunder, og disciplene har truffet Jesus ude ved vandet, hvor disciplene har genoptaget deres hverdag og tidligere erhverv, som er at fiske. Nu spørger Jesus Peter: ”Elsker du mig?” 3 gange. Ligeså mange gange, som Peter har svigtet Jesus. Der er en korrespondance mellem spørgsmål om bekræftelse og antallet af svigt – som en art ”kiastisk model”, linjer, der former et kors, en model, som fortolkere hævder, der er skrevet ind i Johannes-evangeliets tekster i tiden efter påske.
Hvorfor spørge 3 gange? Hvorfor spørge i det hele taget? Hvorfor lige netop spørge Peter, der har svigtet noget så eftertrykkeligt? Og hvorfor spørge igen? Det er ikke det samme spørgsmål, selv om det ser sådan ud ved første øjekast. Der er 3 lag i det. Forståelsen af, at man i det hele taget efterspørger kærlighed og troskab hos et menneske, der har svigtet og kan gøre det igen. Det endnu vanskeligere at forstå, at man overhovedet gider at spørge på ny. Og endelig det helt ubegribelige, at man spørger tredje gang og får svaret: ”Jamen, det ved du da godt!” Jesus ved godt, at vi mennesker er i stand til at elske og at svigte, og alligevel spørger han netop det svigefulde menneske og fæster sin lid til os. Deri ligger forklarelsens, forsoningens og tilgivelsens øjeblik, hvor det brudte bånd mellem ham og disciplene bindes sammen igen, og Peter og dermed også vi får en ny chance til at gøre det hele godt igen.
Budskabet lyder kort og godt: ”Elsk mig, ligesom jeg har elsket jer, og elsk hinanden!” Med disse håbefulde ord føres vi ind i fremtiden, hvad den end måtte bringe, når Jesus siger: Følg mig! AMEN
Salmer: 408, v.1+3+7 - - 236, v.3+5+6.
