Pinsedag

Prædiken til Pinsedag: Joh. 14,15-21.

Af sognepræst Lisbeth Petersen.

     ”Bedst i test”. Når man googler disse ord, så får man et hav af produkter frem på sin skærm, lige fra opvaskemaskiner til tørshampooer. Googler man ”mest interessant i test”, så popper der masser af beskrivelser af SUV’er og andre biler, ja, sågar folkeskoletests op. Men ikke et eneste ord om pinse! Underligt nok! For pinsen er om nogen, den mest interessante højtid i test. Hvorfor? Fordi julen og påsken, det har vi styr på. Det er noget med, at Jesus blev født i julen, og at Jesus døde og opstod i påsken. Men pinsen! Det er straks lidt mere vanskeligt at forklare, og dermed også helt vildt interessant!

     Se, beretningen om, hvad der egentlig skete i pinsen, det fortæller ingen af de fire evangelier, vi prædiker over, om sådan direkte. Pinseberetningen står i dén bog, der er fortsættelsen på Lukas-evangeliet, og som hedder Apostlenes Gerninger. Dén bog handler om dét, der skete efter påske, da de første disciple skulle forholde sig til dét, vi i dag må betegne som det kristne budskab. Inden for de første par afsnit i bogen hører man om dåben med vand og Helligånd – og det sidstnævnte er dét, der kommer til pinse: Helligåndens komme til jorden. Pinse betyder slet og ret ”50.” – altså pinse er 50 dage efter påske.

     Men hvad var det så, der skete til pinse? Jo, der kom et kraftigt vindstød – som når man lufter ud, og der bliver gennemtræk i huset, og som når man går rundt ude i skoven og mærker den vind, der suser gennem træerne og får løvet til at bevæge sig, at vifte, måske ligefrem at hviske, mens solstrålerne leger med bladene. Vi kan ikke se dén vind eller dén ånd, der bevirker dette; men vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at det sker.

     Men så sker der noget mere: Tunger som af ild sætter sig oven på hovederne af Jesu disciple, og de bliver fyldt af Helligånden og begynder at tale løs – ivrige, inspirerede, henrykte, begejstrede. Vi kender det fra betegnelsen ”at brænde for noget”. Når en person, der brænder for noget, stiller sig op og taler, så kan man mærke, at vedkommende har hjertet med i dét, som vedkommende siger, og selv om man måske ikke har samme standpunkt, bliver man bevæget af dét, man hører. Tilsvarende når et lille barn kommer drønende ind til sine forældre for at fortælle noget, som har begejstret det, så ænser barnet ikke, at far og mor lige er i færd med at lave mad eller at arbejde på deres hjemmekontor. Ordene strømmer ud af barnets mund, fordi det er så ivrigt.

     Alle disse ting sker Pinsedag. Men dét, der gør, at dét, der sker, er et under – et pinseunder – det er, at alle tilstedeværende med ét forstår hinanden. Der opnås en fælles forståelse, trods forskelligheder i sprog, kultur og personlighed. Dette er noget helt enestående; det er underfuldt! Det er, som om der er en sammenhængskraft, der binder alle sammen på denne Pinsedag. En sammenhængskraft, der løber fra menneske til menneske i form af alle de ord, der bliver sagt og hørt, men også en sammenhængskraft, der binder folks hjerter sammen, ikke nødvendigvis i form af kærlighed og forelskelse, men snarere som en oplevelse af at høre sammen, at have et fællesskab, der består, og som rydder alle forhindringer af vejen.

     Pinse er sammenhængskraft, et indgående kendskab, relationer, ikke blot indbyrdes, mennesker imellem, men også en relation, der rækker ud over det menneskelige og ind i det himmelske eller guddommelige. Pinse er en relation til Gud, etableret gennem dåben og muliggjort gennem Guds Søn, Jesus Kristus, der blev født, levede, døde og opstod fra de døde – og som her i pinsen efterlader sin ånd hos os, så han altid er os nær, og relationen til Jesus og Gud bevares.

     For få år siden udkom en bog med titlen ”Det bedste er i vente.” Ordene skulle, efter sigende, være taget fra indskriften på en gravsten, og indholdet i bogen er opstandelsessalmer, skrevet til trøst for syge og bange, der af gode grunde venter på bedre tider. Vi har også befundet os i en form for ventetid, både op imod påske og pinse, mens landet har været lukket helt ned. Vi har haft brug for at se frem til noget at glæde os til, at det bedste var i vente, fordi vi ikke har kunnet se vore familiemedlemmer, venner og bekendte i mange uger i træk. Vi har været begrænsede for at begrænse smitterisikoen. Men til trods for dét, så har sammenhængskraften hjulpet os til at bevare relationerne til hinanden. Her er det meget sigende at citere digteren Søren Ulrik Thomsen, der i sin digtsamling 'Det værste og det bedste' udtrykker det meget præcist: ”at der hele tiden har været lidt mere/ af ”det bedste” end af ”det værste” er bedst”.

     I denne ventetid har kirkerne landet over været lukkede, så derfor har det været nødvendigt at søge nye veje for at nå ud til vores menighed. Vi har forsøgt os med at optage nogle små gudstjenester med de centrale elementer i gudstjenesten og lægge dem ud på vores YouTube-kanal og på Facebook og lægge prædikenerne ind på vores hjemmeside. De 4 af søndagene efter påske tog jeg opstilling ud for et kunstværk, som befinder sig her i kirken, mens jeg prædikede. Jeg stod foran vores smukke, gyldne altertavle, den blå trosbekendelses-tavle heroppe, treenighedsklippet bagerst i kirken og foran opstandelsesmaleriet herovre.

     I dag ville det have været oplagt at placere sig foran papirklippet af ”Helligånden”, som hænger lige til venstre, når man går ud ad døren fra kirken, over de hylder, der normalt rummer vore salmebøger. Men nu hvor kirken atter er åben, vil jeg i stedet inddrage billedet i prædikenen og opfordre til at kigge på det, når man bevæger sig ud ad kirken senere.

     Pinseunderet, Helligånden, der sætter sig på disciplene, bliver af kunstneren skildret som nogle tråde, der er fæstnet i den tre-enige Gud i centrum af billedet, og som løber ud til disciplene og binder dem sammen, binder dem sammen med alle de ting, der sker, når evangeliet prædikes på forskellig måde: i kirkerne, i prædikenerne og ved dåben. Disse tråde, som binder det hele sammen og skaber relation, kendskab og netværk, manifesterer sig ved at sætte sig som flammer på skulderen eller brystet af mennesker.

     Dermed har vi sådan set bevæget os hen til vores to andre tekster i gudstjenesten: talen om loven eller pagten, der skrives ind i menneskers hjerter fra profeten Jeremias, og opfordringen til at holde de bud, som Jesus har givet os, nemlig kærlighedens lov, som evangelisten Johannes beskriver.

     Så hvorfor er pinsen bedst i test? Det er den, fordi den sætter nogle ting i gang inde i os, får os til at brænde for noget og viser hen imod den indbyrdes kærlighed, dén ånd, dén sammenhængskraft, dén art guddommelige ”internetforbindelse”, som skaber kendskab og relation til Gud. Samtidig formidler pinsen de tre gaver, som vi får til denne kirkens fødselsdagsfest, som pinsen er, nemlig tro, håb og kærlighed. Disse tre har vi brug for i en tid, hvor vi skal leve med os selv og hinanden, sammen og hver for sig, leve godt, trods udsigt til et hav af aflyste ferier og begivenheder, hvor det bedste måske er i vente, og dog er lige her i dén ånd og dét liv, som Gud har skænket os. AMEN

Salmer: 290 – (441, v. 1+5+6) – 300 – 289, v.1+3+5 - - 313, v. 2+3+5 – 291.