Prædiken til 2. Juledag 2020: Mt. 23,34-39.

Af sognepræst Lisbeth Petersen.

     Julen minder på mange måder om et eventyr. Det lille barn i krybben ligger og stråler som enhver nyfødt, omgivet af sine forældre, staldens dyr, hyrderne på marken og englene på himlen, der synger så smukt, at selv juleklassikeren ”I’m Dreaming Of A White Christmas” får massiv konkurrence. Enhver mor til et nyfødt barn mærker gerne dét stik i hjertet, som følger med den overstrømmende glæde over det nye liv, et stik af frygt og bekymring for, hvad fremtiden måtte bringe. Det lille barn selv ved slet ikke, at det skal så meget igennem, før det bliver godt igen. Det er dén omkostning, der, i al almindelighed, er forbundet med livet for alle menneskebørn, og i særdeleshed en frelsers lod, når man har fået til opgave at redde verden.

     I eventyrets verden udkæmpes mange kampe imellem det gode og det onde, og til sidst vinder det det gode altid. Således også i eventyret om den smukke Snehvide, hvis stedmor stræber hende efter livet pga. hendes skønhed. Snehvide har nemlig hud så hvid som sne, læber så røde som blod og hår så sort som ibenholt. Sort, hvidt og rødt er også de farver, som står tilbage, når vi hører dagens evangelietekst fra Matthæus-evangeliet. Julens idyl er som et skinnende hvidt og uberørt snelandskab, der indhentes af den barske virkelighed. Her stræber ondskaben skønheden på det indre plan efter livet, ligesom i eventyret. Den hvide sne farves rød af blod, og et sort mørke sænker sig.

     Efterhånden som julen skrider frem, afløses hygge og idyl af ufred, skænderier og som i dagens tekst af forfølgelse og drab. Denne 2. Juledag, Skt. Stefans Dag er en opbremsning midt i julen, hvor man må synke en ekstra gang for ikke at få den gode julemad galt i halsen. Dé, der er sendt ud med det glædelige budskab til verden, lever livet farligt og mister livet på barbarisk vis. Det udvikler sig til en voldsspiral uden ende.

     Andetsteds hører vi om den første kristne martyr, Stefanus, som bliver stenet for sin kristne tro. En martyr forbinder vi i vore dage med en terroristlignende type med et bombebælte om maven, der kommer springende ind i intetanende menneskers liv og trækker et blodigt spor af frygt og ødelæggelse bag sig. Ganske anderledes med martyren Stefanus. Efter sigende var Stefanus én af dem, der gjorde tjeneste ved bordene, altså én, der sørgede for uddeling af mad til fattige og udsatte, en ildsjæl, som fanges i ord og dømmes pga. falske vidner til døden ved stening. Vi får med disse beretninger mindelser om terrorangreb, drab på kristne verden over, og tv’s mange blodige reportager passerer den indre skærm.

     Teksten fra Matthæus-evangeliet rummer usædvanligt hårde ord fra Jesus. Man kunne tro, disse ord var henvendt til drabsmænd og kristenforfølgere, men overraskende nok, er ordene henvendt til Jesu egne disciplene og skarerne, der troligt følger ham. Veråb over farisæerne og de skriftkloge og dom over Jerusalem er temaet. Jesus må mene, at det er nødvendigt at strege op, at evangeliet er alvor. Der er ikke plads til den lalleglade og ”hyggenyggede” tilgang. Dét, vi får foræret af Gud, er livet om at gøre. Det er et gennemgribende nyt perspektiv, som kan forvandle éns liv fuldstændigt, et perspektiv, der lader os se muligheder, hvor alt synes håbløst og umuligt, et perspektiv, der i sidste ende kan forvandle død til liv.

     Spørgsmålet er, om drab på profeter og skriftkloge udelukkende skal betragtes som konkrete, fysiske forbrydelser. Det skal de selvfølgelig også. Men i vores del af verden kan man dræbe på mange andre kreative, måske ligefrem perfide måder: i form af ignorering og mobning, ved simpelthen ikke at lytte til andre. Det sker hver eneste dag rundt om i skoler, på arbejdspladser og i familier. Der er ingen mere effektiv måde at dræbe livslysten og engagementet og overbevisningen på end ved at ignorere éns medmenneske. Lukker man ørerne for dét budskab, som Jesus kommer med, og som hans udsendinge går videre med, så dræber man sådan set både budskabet og budbringeren på samme tid.

     Jesus fremdrager et billede, der drejer sig om dét sigte, hans budskab har: Hønen, der forsøger at samle sine kyllinger under vingerne. Det er et billede på, hvem Gud er, og hvad han og Jesus vil skænke mennesker: nådegaven, der kort fortalt går ud på, at Gud skjuler alt det onde og dårlige, som er en del af menneskers liv, ja, en del af, hvordan man handler som menneske, de fejl, man uvægerligt kommer til at begå i livets løb. Det dækker Gud til, skjuler det for verden og tilgiver det, så man kan få en ny begyndelse, et nyt perspektiv på livet og undgå at hænge fast i et mønster, hvor man er kørt fast i sig selv og i forhold til andre.

     Jeg kom til at tænke på et billede eller rettere en mosaik, der befinder sig i Thessaloniki i Grækenland. Mosaikken er fra 400-tallet og forestiller den sejrende Kristus, der sidder på en regnbue med en korsglorie på hovedet, med skriften i hånden og med solen i ryggen. Denne mosaik skulle, efter sigende, være bekostet af en kejserdatter, Theodora, der var kristen, selv om hendes far forfulgte kristne. Under påskud af at bygge et badeanlæg, fik Theodora indrettet et kirkerum i bygningen, og den smukke mosaik var én af vægdekorationerne. Da folk og dermed også kejseren fik nys om mosaikken blev den dækket til med dyrehuder og mursten og overlevede faktisk, selv om bygningen blev brændt ned, og kejserdatteren blev slået ihjel som martyr. Apropos hvad en tildækning kan føre til. Mosaikken blev bevaret for eftertiden og taler om mod og vilje til at formidle det mest fantastiske budskab videre til tro og til håb.

     Hvad sker der, hvis man ikke vil lytte? I denne sammenhæng – og helt givet også i andre menneskelige sammenhænge? Man står tilbage som et tomt, øde hus. Jeg vil tro, de fleste kender til at stå tilbage helt tom og hjælpeløs, når man har gjort noget tåbeligt, eller man har været ond mod en anden, eller efter et vildt skænderi. Teksten henviser, efter al sandsynlighed til templet i Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. Men Jesus anvender ofte billedet af huset som et billede på legemet – hans legeme – kirken, som skal nedbrydes og genopbygges på 3 dage. Dermed giver billedet af det tomme hus mulighed for at fortolke billedet, så det også kan handle om noget mere eksistentielt: Det rådvilde, frustrerede, angste menneske, der længes efter et indhold i livet, det ikke kan skabe selv.

    Jesus siger til slut, at han vil trække sig tilbage, og man vil ikke se noget til ham, førend man siger: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” Vi hører disse ord i teksterne til 1. søndag i advent og igen til Palmesøndag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem for at lide, dø og overvinde døden. Hvornår siger man disse ord? Det gør vi i forbindelse med gudstjenesten, umiddelbart forud for nadveren, hvor vi indtager Jesu legeme og blod i form af brød og vin. Her bliver dét budskab, som profeter, vise og martyrer har sat livet til for, gjort helt konkret, fordi vi indoptager Guds budskab, så det bliver en del af os og forhåbentlig også en del af dén måde, vi lever og agerer på. Ligesom Gud gjorde sig til ét med mennesker, da Jesus blev født som menneske, således bliver vi mennesker ét med Guds budskab, når vi modtager dåbens og nadverens gave fra Gud.

     Hvad består denne gave så i helt kort og konkret? Guds gave, Guds julegave til os er: Et perspektiv/et par briller:

• der får os mennesker til at se det dyrebare i det undseelige og ringe,
• får os til at fokusere på muligheder frem for begrænsninger
• samt forvandler fordømmende pegefingre til omsorgsfulde arme, der samler det menneske op, der er blevet lagt ned af bekymringer og forventninger, det umuligt kan indfri.

Det er livet om at gøre at kunne og turde beholde disse briller på, bevare dette perspektiv på livet, uanset hvad andre siger til det og mener om det. Selv om det er en kamp, mellem lys og mørke, godt og ondt, så er det en kamp, der skal vindes, førend det kan blive jul for alvor. Må det blive en glædelig jul! AMEN

Salmer: 119 – (441, v.5+6) – 114, v.1+2+3+6 – 128, v.1+2+4 - - 122, v.1+3+6+7 – (111, v.3) – 121.