Af sognepræst Lisbeth Petersen.
”Han er opstået, han er ikke her.”
Der er helt stille; det er, som om naturen holder vejret. Brillerne dugger, og alle ruderne i husene i den lille by er dækket af et tykt lag af havgus. Det er en mørk dag, hvor solen har gemt sig, så det virker som aftenstid midt på dagen. Blikket foretager en vandring i dødens dal, rundt i klitterne ved et mindesmærke for de faldne efter et stort søslag. Et færgeleje lidt uden for byen muliggør en sejlads over til en lille tange på den anden side af fjorden, hvor et helt specielt klitlandskab fortsætter, så langt øjet rækker. Den særprægede natur ændrer karakter og bliver til tættere beplantning, nærmest skov, og med ét dukker der noget op midt i det øde landskab: en lille bitte, lysende hvid kirke, der åbenbarer sig som en oase, en sprække af lys. Det har været en rejse gennem et landskab, der kunne være en illustration af påskens forløb, en rejse fra dødens dal til livets vartegn med alle nuancer af menneskelivet fra beundring, via forkastelse til forsoning og forløsning. Påsken tager livtag med det alt sammen.
Inde i denne kirke befinder der sig et kunstværk, som måske kan rumme en form for nøgle til den gåde, der ligger i ordene: ”Han er opstået, han er ikke her.” Kirken er Lodbjerg Kirke i Thy, og kunstværket er lavet af Maja Lisa Engelhardt og er en altertavle, der har to fløje, der svarer til hinanden og ville kunne lægges sammen og blive til en enhed. Kampen mellem lys og mørke går igen på begge sidefløje af altertavlen. Til venstre en fordybning, der er mørk, som er et billede på den tomme grav, hvor Jesus befandt sig, indtil han opstod fra de døde og ikke længere var dér. Til højre den opstandne Kristus, der er lysende og skinner som den pureste guld. Den tomme grav, hvor følgende ord lød: ”Se, dér er stedet, hvor de lagde ham.” Dette modsvares på den anden side af ordene: ”Han er opstået, han er ikke her” - den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus, der bevidner tro, håb og kærligheds, ja, livets sejr over døden.
Engang når vi er kommet over på den anden side af denne påske og sidste års påske, ja, over på den anden side af hele covid-19-situationen med frygt og forventning: frygt for smitte og død, forventning om et nyt liv, hvor frygten bliver lagt i graven og forvandler sig til glæde på ny, så håber jeg, at vi måske med vor egen erfaring og på vor egen krop kommer til at mærke, hvad påsken egentlig betyder – ikke bare teologisk, men også eksistentielt – hvad påsken egentlig betyder for os som mennesker.
Påske, ”pascha” (græsk) eller ”pesach” (hebraisk), betyder ”forbigang” og henviser til, dengang dødsenglen gik forbi israelitternes huse i Egypten og skånede dem, så de kunne overleve og begynde deres vandring mod det forjættede land, deres fædrene land, Israel. I den kristne påske viderefortolkes det til Jesu kamp mod døden i dødsriget og sejren, der bragte ham fra døden til livet. Vi har håbet og bedt til, at døden i form af den frygtede corona-virus vil gå forbi os og vore kære, ikke blot i påsken, men også på den anden side af den. Nogle af os håber endda, at vi vil kunne gå fra døden, gennem opstandelsen og ud på den anden side til et liv hos Gud til sin tid.
Mellem denne påske og vores yderste ligger der forhåbentlig et liv – et liv, der skal leves, og et liv, der givetvis vil byde på forskellige forhindringer eller udfordringer, som vi skal forcere eller tage op. Disse kan have forskellig karakter: en fyring, et sygdomsforløb, en depression, et tab, en sorg – en krise i én eller anden form, og i enhver krise er der et vendepunkt. For nogle kan forhindringen være noget helt konkret, f.eks. et containerskib, der kiler sig fast i en kanal, så man ikke får sine bestilte varer leveret, eller nogle restriktioner, der forhindrer én i at se ældre familiemedlemmer og venner, gå på restaurant, til koncert og i skole. Frygt, sårbarhed, manglende energi og fysiske skader kan være udfordringer af en anden art.
To fænomener i påskeevangeliet hos Markus peger hen imod, at påskens budskab rummer en nøgle til at overvinde forhindringer, ja, selv døden. Tegnene, jeg her tænker på, er: stenen, der var rullet for graven for at ”holde på” den døde, samt den unge mand i de hvide klæder. Stenen er et billede på døden, alt dét, der ikke lykkes, og som vi er bange for. Tænk blot på, hvor tungt éns hjerte kan føles, hvis man er ked af det; det kan virke, som om en tung sten tynger det ned. Dét, Jesus gør i påsken, da han opstår fra de døde, bevirker, at den kæmpestore, tunge sten er rullet væk. Hos Markus er der det særlige fænomen omkring opstandelsen, at det ikke er engle, der sidder i graven, da kvinderne kommer og erfarer, hvad der er sket. Hos Markus sidder der en ung mand i hvide klæder, ”en ny én” (”neaniskos”), som der står på græsk. Denne unge mand mødte vi også ved tilfangetagelsen af Jesus Skærtorsdag aften, hvor han var ved Jesu side lige til det sidste, men flygtede nøgen og efterlod det hvide lagen på jorden for at slippe væk og undgå at blive dræbt ligesom Jesus. Nu er den unge mand tilbage – Man har overvejet, hvem han egentlig er, uden at finde det endegyldige svar; nogle bud har været evangelisten Markus selv eller en nyligt døbt, en dåbskandidat pga. de hvide klæder. Han er i hvert fald én, der har forsøgt at følge Jesus på hele rejsen fra død til liv ved, i modsætning til de øvrige disciple, at være til stede undervejs.
”Han er opstået, han er ikke her.” Stenen, der er rullet fra graven, åbenbarer, at dette er tilfældet. Den unge mand i de hvide klæder er dén, der udtaler ordene. Uanset, om man har foretaget påskevandring uden for Hjallese Kirke i regn og rusk i påsken i år, eller har gået pilgrimsvandring ved Lourdes, Rocamadour eller på Caminoen i de forgangne år, eller har oplevet et vendepunkt i éns liv, når der er foretaget et kvantespring i forbindelse med en krise, så har man måske anet: at forvandling er mulig, at håb kan vokse frem af håbløshed og afmagt, og at liv kan vokse ud af død. Da rører følgende ord ekstra meget ved os og sætter os i bevægelse: ”Han er opstået, han er ikke her.” Der er sket noget, som gør, at verden aldrig bliver den samme igen, og som har ændret såvel døden som livet for altid – takket være Jesus Kristus. Rigtig glædelig påske! AMEN
Salmer: 224, v.1+2+6 – 218 - 236, v. 1+3+6.