Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Introduktion til Påskerefleksionen - Via Dolorosa

 

Via Dolorosa betyder smertens vej eller korsets vej, og denne refleksion er tænkt som en lille indre rejse i forhold til påskens temaer. Den handler om dig og dit liv…

Jeg har samlet evangelieteksterne til 1. række i påsken, og efter hver tekst stillet mig selv de spørgsmål, som jeg undrede mig over, sammensat med de temaer, som umiddelbart poppede op i mit hoved. Måske er det helt andre ting, du kommer til at tænke på, men mine spørgsmål er på ingen måde mere rigtige end dine.

Jeg søger ikke efter rigtige svar i denne refleksion, jeg søger efter personlige svar. De svar der giver mening i mit liv. Måske stiller jeg nogle af de spørgsmål, der kan være svære at svare på, fordi det er noget, vi ikke tænker så meget over til dagligt (bevidst eller ubevidst)?

Jeg er ikke præst – har aldrig læst teologi – men har de sidste 31 år arbejdet i Folkekirken. Her har jeg mange søndage (og andre dage), siddet i kirken og lyttet til forskelliges præsters udlægning af evangeliet, og har i mit arbejde ofte stået med konfirmander, som kommer med en nysgerrighed omkring, hvad kristendommen har at tilbyde dem?

 

Gang på gang undres jeg, når jeg læser i bibelen – teksterne taler ofte til mig på nye måder alt afhængigt af, hvordan mit liv former sig i den periode, hvor jeg læser dem. Det gør Bibelen spændende, nutidig og min tro tilstedeværende for mig, og jeg håber, at du personligt får noget ud af denne Påskerefleksion.

Der er syv refleksioner i alt, og det kan være en fordel at tage dem i rækkefølge. De er anbragt de steder, hvor der er pyntet ekstra op i anledning af påskeugen.

 

Rigtig god fornøjelse

 

Karin Halling

kirke-kulturmedarbejder

Telefon: 52 11 43 59

Mail: Karin.halling@cool.dk