Den første Hjallese Kirke

Det gamle Hjallese

Navnet Hjallese – Hielløse stammer fra en bebyggelse langt tilbage i tiden. Endelsen er en afsvækket form af –løse, som især findes i stednavne på øerne. Betydningen af løse-endelsen kan ikke tolkes med fuldstændig sikkerhed. En ret almindelig forklaring går ud på, at den skal sættes i forbindelse med områder med enge og græsgange, altså et naturbestemt ord.

Forstavelsen kommer muligvis af ”hillæ”, en forhøjelse. I stednavne bruges den om tømmerbygninger, gudehuse af træ – specielt om forhøjningen, hvorpå gudebilledet var anbragt. Denne fortolkning kan anvendes på Hjallese som et højt beliggende sted med enge og græsgange i nærheden.

I landsbyen Hjallese levede middelalderens bønder deres slidsomme og upåagtede tilværelse. For dem var livet først og fremmest en kamp for at sikre sig en tålelig materiel stilling.

Gårde og huse lå grupperede i to rækker nord og syd for bygaden, den nuværende Hjallesegade.

Hjalleses første sognekirke

Som alle andre landsbyer fik Hjallese en sognekirke. Det kan konstateres, at den første kirke i Hjallese allerede er nævnt i optegnelser fra 1100-tallet som en af de allerførste stenkirker på Fyn.

På en eller anden måde har den været knyttet til bispestolen i Odense, idet biskoppen 1183 kunne skænke kirken eller dens indtægter til nonnerne på Nonnebakken. Til gengæld var klosteret forpligtet til at sørge for gudstjeneste og andre kirkelige handlinger i kirken.  

Biskop Simon af Odense overdrager kirken i Hjallese til nonnerne på Borgen i Odenses centrum o. 1183.

”Simon, af Guds nåde den ydmyge tjener i den hellige kirke i Odense, til fynboer hilsen og velsignelse. Mod besværligheder og ondskab for træske menneskers side er brevene det eneste hjælpemiddel. Thi de fortæller eftertiden den stedseværende sandhed om de stedfundne begivenheder.

Af den grund har vi med brev sørget for at gøre det vitterligt for Eder, vore kære, at vi er blevet bevæget af vore i staden boende døtres trang og ledet af deres bønner blevet overtalt til at henlægge den kirke i Hjallese --- på det aftalte vilkår, at den til evig tid skal tjene til nytte for deres kloster –”.

Nonnerne i Dalum kloster var fattige, og derfor blev tiender og andre kirkelige indtægter lagt til klosteret.

En enkelt begivenhed fra Hjallese kirke indgår som et vigtigt led i Danmarks politiske historie. Det var her den fynske adel 9. juli 1534 gik ind for at anerkende prins Christian (III) som Danmarks konge, ligesom den jyske adel kort forinden havde gjort det i Ry Kirke

Iflg. Landgildebogen var der i 1533 19 gårde i Hjallese, hvoraf 1 betegnes som øde (skal nok betyde, at den var uden fæster).

Desværre fik kirken en krank skæbne få årtier efter. Kirken skulle ikke komme til at gøre nytte til evig tid.

Jørgen Marsvin, der var lensmand på Odensegaard, fik 22. november 1576 kgl. Gavebrev på den ved Dalum liggende kirke kaldet Hielles med tilladelse til at nedbryde kirken og kirkeladen og anvende mursten og tømmer derfra til eget brug. Materialerne blev anvendt ude på Hollufgård. Hjallese-beboerne blev henvist til Dalum Kirke.

Arbejdet med opførelsen af den nye Hjallese kirke afslørede tydelige rester af en tidligere kirkebygning på grunden ved Hjallesegade. Der blev fundet en mindre del af stenfundamentet fra den gamle middelalderkirke.  Fra østgavlen eller fra en sidebygning. Der blev også fundet en del knogler fra den oprindelige kirkegård.

Frederik den 4.´s rytterskole

År 1721 traf Frederik IV beslutning om oprettelse af 240 skoler inden for ryttergodsets område, og dermed blev der for første gang i Danmarks historie af det offentlige gennemført en betalingsfri og obligatorisk undervisning af en del af bondestandens børn. Bag denne så betydningsfulde bestemmelse lå den spirende pietisme, der allerede var mærkbar ved forordningen om fattigvæsenet 1708. Det primære formål med rytterskolerne var at give børnene et elementært grundlag i den kristne lære.

Rytterskolen i Hjallese blev opført på den nedrevne kirkes grund.

Skolehusene skulle være 21 alen lange, 12 alen brede – indvendige mål – højden 4½ alen under bjælkerne. Der skulle være 2 kakkelovne, den ene i skolen, den anden i skolemesterens stue. Det ser ud til, at de fynske skoler gennemgående var solidt byggede. Hjallese skole holdt indtil 1878, da den dels blev revet ned og dels ombygget. Den beholdt den gamle indskriftplade.

Den blev nedlagt i 1958 og revet ned i 1968. Som et kuriosum skal nævnes, at den gamle inskriptionstavle, som sad i alle danske rytterskoler, er indmuret i væggen i Hjalleseskolens hovedindgang. Indviet i 1962.

Den nye kirke i Hjallese

I Fyens Stiftsbog 1983 skrev sognepræst Poul Schmidt-Møller bl.a.:

Dalum og Hjallese var forbundne, først og fremmest ved at høre sammen i én kommune. Man boede i Hjallese og gik i kirke i Dalum. Men i 60’erne og 70’erne voksede Hjallese og Dalum, og det gamle sogn blev uoverskueligt og usammenhængende.

Men af 15.000 indbyggere var det kun de færreste, der oplevede det sådan. Afstanden til Dalum kirke var trods alt ikke uoverkommelige, og den gamle kirke var ikke overfyldt til almindelige gudstjenester.

Der har derfor ikke i Hjallese været et udtalt folkeligt ønske om, at der skulle være kirke her.

I 1961 afsatte Dalum Sogneråd en grund til kirke på dispositionsplanen. Grunden var den gamle kirkegrund. I 1968 nedsatte Dalum menighedsråd et uvalg til forberedelse af en kirkesag i Hjallese – dog uden egentlige beføjelser.

I de kommende år blev der afholdt adskillige møder i udvalget. På et møde i juli 1970 oplyste generalsekretæren i Københavns kirkefond bl.a., at når et sogn når et indbyggertal på mellem 5.000 og 10.000 bør man igangsætte forberedelse til et kirkebyggeri. Under hensyntagen til befolkningstallet i Dalum sogn på ca. 13.000 måtte det anbefales, at man straks gik i gang med at indhente forskellige oplysninger.

Mange forhandlinger blev ført med Odense kommune om et større center med bibliotek, fritidsklub og daginstitution samt kirke. Økonomien strammede til i kommunen, og slutresultatet blev, at der udelukkende skulle opføres en kirke på den 6.000 m2 store grund ved Hjallesegade – Torpvej – Julagervænget. Grunden erhvervede menighedsrådet 12.7.1978.

Forskellige planer med en arkitekt fra København blev drøftet, men enighed blev ikke opnået. Nye drøftelser og nye skitser. Den 25.19.1979 blev et skitseprojekt udarbejdet af arkitekt Ebbe Lehn Petersen, Odense, sendt til godkendelse i Kirkeministeriet, som godkendte projektet den 25.10.1979.

Mange møder blev afholdt mellem byggeudvalg og arkitekt. Alt blev endevendt. Det færdige projekt blev godkendt af Kirkeministeriet 25.9.1981. Derefter blev der opstillet en tidsplan for byggeriet, og for første gang så det ud til, at den kunne overholdes: Indvielse september 1983.

Byggeriet blev sendt i udbud hos håndværkere, som afgav licitationstilbud. 1. spadestik blev taget af Poul Schmidt-Møller den 17.2.1982. Grundstensnedlæggelse 3.8.1982 fandt sted i strålende sommersol og med deltagelse af 50 – 75 mennesker. Stenene stammede henholdsvis fra herregården Hollufgaard, Dalum Kirke og fra udgravningen på grunden, hvormed forbindelsen mellem den gamle og den nye kirke i Hjallese blev markeret.

11.9.1983 blev Hjallese Kirke indviet.

22 år gik fra grunden blev noteret i papirerne.

15 år gik fra komiteens første møde til indvielsen.

Kirken blev i 1983 prisbelønnet af Odense kommune. Det skete, fordi kirken dels var yderst funktionel, dels fordi den i sine smukke omgivelser og med den enkle fremtoning oplevedes som et udtryk for dansk kirketradition og menighedsliv.  Ved kirkens hovedindgang sidder en plade som omtaler det.

At læse om de mange møder, som byggekomiteen har haft, er meget interessant læsning. Hvor har de mennesker været flittige, hvor er der blevet tænkt mange tanker, hvor har de dog haft mod til at gå imod.

85 møder er noteret i Protokol for Komiteen for Kirke i Hjallese fra 6. december 1969 til 5. september 1983.

Overvejelser om kirkerummets indretningen

Bygningen blev udformet som et kloster med en central gård. Den har vist sig at virke samlende efter visse gudstjenester, vielser og begravelser.

Man var på forhånd enige om et hvidkalket rum med bænke.

Problemer omkring de bærende konstruktioner var store. Der var mange drøftelser omkring lysforholdene. Man var enige om, at akustikken var god, men hvis man ikke havde den fulde hørelse, kunne det være besværligt at høre.

Den kunstige belysning blev drøftet. Det blev til skinner sat op med små lamper på. De er senere taget ned og erstattet af de nuværende meget større, frithængende lamper.

Alteret skulle oprindeligt være et bord af træ. Men efter arkitektens forslag gav ikke dette den nødvendige ”tyngde” i det forholdsvis store rum. Derfor blev det af beton.

Lehn Petersen tegnede sølvtøjet i en ret klassisk udformning. Odense guldsmeden Per Harild lavede kirkesølvet: Kalk, oblatæske og disk.

Sølvet er banket og drevet i facon ud af en glat sølvplade efter en langsommelig og kompliceret opvarmningsproces. Forgyldningen i kalken, disken og i rillen, hvor den kugleformede oblatæskes to halvdele mødes, er håndlagt efter principper, der blev anvendt i gamle kultursamfund som Inkariget i Sydamerika og antikkens Ægypten længe før vor tidsregning og er af ubegrænset varighed. Den er nemlig udført efter den ældste metode, man kender, nemlig lueforgyldning. Angribes ikke af altervinens syre. – 350 timers guldsmedearbejde.

Døbefonten blev naturligt udformet i det samme materiale. Oprindeligt tænkt placeret nede ved døren. Men det ville vist ikke kunne blive godkendt. Så drøftede man idéen om at sætte den på hjul. Men den skulle ned og have fat i betonen.

Prædikestolen blev efter et bevidst valg let og anbragt på gulvet. I mange situationer været rart, at den kunne flyttes.

Orglets placering var ønsket af udvalget: Placeret på sidevæggen ikke for langt væk , men heller ikke for tæt på alteret. Efter en særdeles god rådgivning af en lokal organist, byggede Marcussen & Søn et barokorgel, som senere blev udbygget.

Der var lange overvejelser med hensyn til, hvordan bænkene skulle placeres i rummet. Samt hvor lange de skulle være (fra 2 m til 3 m). Tanken var oprindelig, at de skulle stå skrå eller med en vis krumning. Mange opstillinger med modeller viste klart, at det ikke var nogen let opgave. Resultatet blev, at menigheden sad ”på tværs” i rummet, altså mere ved siden af hinanden end bag hinanden.

Arkitektens prøvebænk i fyr vakte begejstring. Den blev udført i bøg, som ikke blev for mørk med tiden – og lakeret.

Det tilsluttelige mødelokale blev noget utraditionelt anbragt bag alteret, fordi arkitekten ikke syntes, at de almindelige tilslutninger i kirkerummets nedre ende eller i siden gav den ønskelige integration i det udvidede  kirkerum. Dertil kom, at portene skulle bære kirkens centrale udsmykning.

Først på et sent tidspunkt under byggeriet kom arkitekten frem til, hvorledes hejseporten teknisk kunne konstrueres. Den ret så tunge port krævede et ganske solidt ophæng med trisser, wirer og en kraftig modvægt. Det kunne på det tidspunkt ikke skjules i murværket. Det gav mange drøftelser i udvalget.

Der blev mange drøftelser om portenes udsmykning. Flere kunstnere var på tale. Forslag blev udarbejdet. På tale var rumskulpturer, et kirkeskib, et krucifiks, to store malerier omhandlende Opstandelsen og andet. Hvis udvalget skulle blive enige, måtte det blive til en musegrå bemaling (for heller ikke blomster kunne de blive enige om!).

Arkitekten kom med en idé udarbejdet på en 1 m2 stor prøve med de nuværende bogstaver, men udført i kirkens farver: Ultramarinblå og cinnoberrød på gylden baggrund. Det var flot, og han fik lov til at arbejde videre med udformningen. Han kom dagen efter i tanker om, at farverne var alt for kraftige, præsten ville blive helt væk. Der måtte bruges nogle svagere farver.

Der skete i mellemtiden det, at ministeriet i sin endelige godkendelse havde afgjort, at den kunstneriske udsmykning måtte udgå af projektet på grund af den samlede økonomi. Lehn Petersen fik da biskop K. C. Holms accept af, at de malede bogstaver på porten ikke var kunstnerisk udsmykning, men en rummet tilhørende dekoration.

Udførelsen har givetvis været lige så bekostelig som en kunstnerisk udsmykning. Om det er en midlertidig foreløbig dekoration, skal vel ikke diskuteres. Man kan sige, at tavlen repræsenterer en historie og et udtryk, som ikke kan fjernes eller ødelægges uden betænkelighed.

På guldbaggrund står sorte og hvide bogstaver. De sorte er store og fortæller indledningen til skabelseshistorien fra 1. Mosebog. De hvide og næsten gennemsigtige har en mindre størrelse og fortæller begyndelsen til Johannes-evangeliet.

Menighedssalen blev et fint, anvendeligt rum. Det var et krav, at belægningen skulle være den samme som i kirkerummet, og det gav anledning til betænkeligheder vedr. akustikken.

Udvidelse af Hjallese Kirke

I 1997 begyndte de første drøftelser af mulighederne for at bygge om og til ved kirken. Tegninger blev udarbejdet af arkitektfirmaet Gråbrødrene, Odense, og finansieringsmuligheder undersøgt. 1. august 2002 blev 1. spadestik taget, rejsegilde blev afholdt 11.12.2002 og 13. april 2003 blev de nye lokaler taget i brug: Nyt køkken, to kontorer til organist og sognepræst, et nyt mødelokale, en ændring af de to konfirmandlokaler og en lille kælder blev resultatet. Kirkekomplekset blev mere funktionelt.

Kirkens udsmykning

I den forholdsvis ”nye” Hjallese Kirke findes en hel del kunstværker. Indkøbet af de flest skyldes en arv. En af sognets flittige kirkegængere, Else Steffens, døde i sommeren 1989. Af hendes testamente fremgik, at menighedsrådet var eneste arving til hendes kontante formue (et ganske betydeligt beløb), og at denne skulle anvendes til udsmykning i Hjallese Kirke.

Ved indkørslen til kirken står en granitfigur ”Madonna”, skabt af den schweiziske kunstner Bernhard Haering.

Ved kirkens hovedindgang ses en vandreblok, hvori der er indristet en fisk, et af de ældste kristne symboler. Bogstaverne i det græske ord for fisk (Ichtys) danner begyndelsesbogstaverne i ordene Jesus Christos Theou Yios Soter, hvilket betyder Jesus Kristus er Guds Søn, Frelseren.

Værket er udført af billedhugger Eiler Madsen, Odense i 1991.

Om baggrunden fortæller Eiler Madsen:

”Efter Jesu død på korset og forfølgelserne af de kristne i Rom bruge de kristne fisken som tegn på deres fællesskab. De ridsede dem ind i muren, de tegnede dem i jorden, overalt sås det ordløse tegn af fisk som symbol på kristendom… Ved studier stødte jeg på en forhistorisk fisk med navnet Ichtysaurus. Fossile spor af denne fisk er at se i Baden Württemberg i det sydlige Tyskland. Mit møde med dette fossil fra trias kridttid sagde mig, at her løber kristendommen, historien og udsmykningen sammen i en helhed: De gamle skibe, de gamle fisk, den gamle tro og den nye kirke. Herfra den idé at anbringe en stor vandreblok fra istiden uden for kirkedøren og i den hugge det kristne fisketegn med inspiration af skiferlagenes 180 millioner år gamle Ichtysaurus”.

På kirkegavlen ud mod Hjallesegade ses et ca. 1,5 m højt stentøjskors i en stålramme.

På arealet mellem Hjallesegade og kirken er placeret 3 ca. 1,5 m høje skulpturer.

Kunstværkerne er udført af Agnete Brittasius, Frederikshavn og indviet søndag den 14. september 2008 i anledning af Hjallese Kirkes 25 års jubilæum.

Skulpturerne er fremstillet af tysk stentøjsler, iblandet med en del chamotte for at gøre det stærkere. Stentøjet er brændt flere gange ved forskellige temperaturer, højst 1280 grader. Den gennemgående farve er blå, troens og renhedens farve.

Skulpturerne er placeret på granitsokler.

De tre skulpturer symboliserer de tre kirkelige højtider: Jul, påske og pinse. Betragtes skulpturerne på afstand ses omridset af en mor med barn på juleskulpturen. Påskeskulpturen er et kors, og en menneskeskikkelse er omridset på pinseskulpturen. Alle skulpturerne er udsmykket med relieffer, der på en enkelt måde viser symboler på de tre højtider.

Læs nærmere om symbolerne i Informationsmappen, som findes ved kirkens hovedindgang.

I våbenhuset ses ”Vægkors med kristrose”, udført af Agnete Brittasius, Frederikshavn.

De små billeder på gangene er udført af afdøde kunstner Otto Deleuran, som boede i Hjallese, da kirken blev opført. .

Kirkerummet:

Ved indgangen til højre og til venstre ses 2 papirklip af David Bolving. ”Helligånden” og       ?

I en lille vinduesniche på vestvæggen nær indgangen står kunstværket ”Nadveren” udført af billedhugger Evgeni Prokopov under dennes ophold på Hollufgårds Gæsteatelier i 1992. Den er direkte inspireret af kunstnerens besøg i Hjallese Kirke. Figuren er skænket af borgere i Hjallese, som samlede penge ind til en gave til kirken i anledning af dens 10 års jubilæum.

På vestvæggen hænger to billeder i bladguld på masonit udført af Lotte Aunkilde. Begge billeder har titlen ”Treenigheden”.

På sydvæggen hænger et maleri udført af Erik Friberg med titlen ”Opstandelsen”.

På muren ved orglet står det krucifiks, som i kirkens første 10 år stod på alteret. Det er udført af kunstneren Oluf Jensen, Vrensted.

Skydeporten bag alteret er belagt med slagmetal og dekoreret med to bibeltekster – ”oven i hinanden”. Denne fungerer som kirkens altertavle.

Med store, sorte 40 cm høje typer: Indledningen til Første Mosebog. ”I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden. Og jorden var øde og tom, og der var mørke over verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over vand”.

Med små, hvide 20 cm høje typer: Indledningen til Johannes-Evangeliet: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var Gud. Dette var i begyndelsen hos Gud. Alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er. I det var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det. Der fremstod et menneske, udsendt fra Gud; hans navn var Johannes. Han kom til et vidnesbyrd for at vidne om, lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at”.

Korset på alteret er udført i granit af Erik Brandt 2010.

I østvæggen ristede billedhuggeren Eiler Madsen, Odense i 1991 et skib. Skibet er det ældgamle symbol på kirken. Gennem verdens oprørte hav fører Kristus sin menighed frelst i havn. Skibet sejler med Solen og Korset. Inspirationen til skibet hentede Eiler Madsen fra helleristningerne i Bohuslen i Sverige. Eiler Madsen fortalte:

”Sidst i april 1985 stod jer der. Isen var forsvunden, for jeg ved ikke hvilken gang, vårbruddet havde trykket den tilbage i havet, og de indefrosne sandkorn havde skuret en brøkdel af granittens flade. Der genså jeg de gamle tegn i stenen, med smeltevand i de svundne figurer, en uforgængelig hilsen, fra en svunden tid som ingen saga har efterladt sig. Men jeg stod der og så

på de gamle helleristningsskibe, dukkede Oehlenschlægers ord op i erindringen: ”I som rager i blinde skal finde et ældgammelt minde, der skal komme og svinde”. Så besluttede jeg mig til at foreslå det gamle skib i den nye kirke. Skibet, der sejlede kristendommen til Norden. Skibet, der fra Palæstina sejlede ad Europas floder og vandløb. Skibet, der sejlede med korset ombord”

På nordvæggen hænger ”Trosbekendelsen” udført af Agnete Brittasius, Frederikshavn, i bemalet stentøj. Det er et såkaldt triptykon, et kunstværk udført i 3 dele. Købt i forbindelse med kirkens 25 års jubilæum i 2008.

Menighedssalen:

På nordvæggen hænger 7 træsnit om lidelse og død, udført af den tyske kunstner Walter Habdank. Anskaffet i 1992.

I vinduerne og på sydvæggen er ophængt 7 papirklip udført af David Bolving.

I køkkenet hænger 2 tryk af Ole Grøn: ”Den store hurra-dag” og ”Den fortabte søn vender tilbage”.

Patchworktæppe med motiver tegnet af elever i 1. klasse på Hjalleseskolen og syet af en lokal beboer, Kirsten Schmidt og foræret af Hjalleseskolen til kirkens indvielse.

(Ovennævnte er pt. ikke hængt op nogle steder. Det er ærgerligt!  FB)

Klokketårnet ved Hjallese Kirke

Kirkeklokker har i mere end 900 år haft en væsentlig funktion i Danmark. Klokkerne fra den lokale kirke orienterede befolkningen om, hvornår man skulle gå i kirke, hvornår man skulle bede, om glæder og sorger i sognet samt indkaldte til møde ved kirken, så man kunne blive informeret om væsentlige begivenheder som krig og fred og om ildebrande.

De første kirker var bygget af træ. De kunne ikke bære en tung klokke, som i stedet for blev hængt i et trætårn – en klokkestabel - ved siden af kirken. Den ældst bevarede kirkeklokke i Norden er Hedebyklokken, dateret til ca. år 950.

Fra omkring år 1030 begyndte man at bygge stenkirker, og i årene efter 1100 bygges de første stenkirketårne. Klokken eller klokkerne blev anbragt i tårnet. Ikke alle de romansk byggede kirker fik tårne, da det betød en ekstra økonomiske belastning for landsbyen. I den ”gotiske tid” blev det mere almindeligt at bygge tårne. Denne stil ville vise kirken som noget himmelstræbende. I dansk traditionelt kirkebyggeri er kirketårnet sammenbygget med kirken. I Danmark er der ca. 200 ”kullede kirker”, dvs. kirker uden tårn.

Hjallese Kirkes oprindelige byggeudvalg enedes om, at kirkens tårn skulle være fritstående. Tårnets placering blev bestemt af tre meget store gamle træer.

Tårnet er iøjnefaldende pga. såvel det kantede og monumentale udtryk som det himmelstræbende, der vækker minder om ”gotiske katedraler”, der hæver sig fra menneskers travle hverdag og åbner sig op imod en anden og himmelsk dimension, peger ind imod dét, som er kernen i kirkens budskab. Som ved øvrige kirketårne i Danmark blev det orienteret øst – vest. Under udgravningsarbejdet til tårnet fandt man rester af  et  gammelt fundament, formentlig tilhørende den formodede kirkelade ved den oprindelige Hjallese Kirke, nedrevet i 1576.

Et fritstående ikke med kirken sammenbygget kirketårn kaldes en kampanile. Denne skik kom fra Italien, hvor det latinske ord campana betød klokke – dog oprindeligt om bronzegods fra Campania i Italien, og deraf fulgte ordet campanile. Flere berømte italienske kirker har fritstående klokketårne. Eks. domkirkerne i Venedig, Firenze og Pisa (Det skæve Tårn – for øvrigt med cirkulær grundplan). Den sikkert ældste bevarede kampanile står ved Sant´Appollinare i Classe i Ravenna.  I Danmark kan man f.eks. se følgende kirker med fritstående tårn: Enghøj Kirke i Randers, Jakobskirken i Roskilde, Jesuskirken i Valby, Munkebjerg Kirke i Odense og Rønnevang Kirke ved Taastrup. Ansgar Kirke i Odense har en kampanile, bygget helt tæt ind imod kirken.

Hjallese Kirke har et fritstående klokketårn i 2 stokværk. Det er bygget over en betonsokkel i rødt tegl som selve kirken. Tårnet har til dels samme tagløsning som kirkesalen, idet hver af de fire facader er afsluttet med en ”halvgavl”. Åbningerne er uden glas, men delvist dækket af indsatte, mørkbejsede brædder, der er fæstnet til tværgående betonbånd. En retkantet dør i østfacaden åbner ind i tårnet, hvorfra en trappe fører op det åbne, træbeklædte klokkestokværk.

Byggeudvalget ønskede ”én stor fornuftig klokke, som i al sin enkelthed skulle klinge smukt.” Kirkeministeriets klokkekonsulent fortalte, at der skulle kunne ringes afvekslende, derfor skulle der være tre klokker. Det blev til to klokker. På en klokke skal der stå, hvem der har støbt den og hvornår samt kirkens navn. Desuden skal der være en  ”liturgisk-poetisk indskrift”.  Det blev til en timelang drøftelse blandt udvalgets medlemmer for at finde de ”rigtige indskrifter”.

Den største af de to klokker har en diameter på 101 cm og vejer 650 kg. Med versalindskrifter står der dels:

”Petit & Fritsen i Holland støbte mig år 1982 til Hjallese Kirke”, og dels Ole Sarvigs ord: ”Du ene ville os/ så bryd dog vores trods/ vær os”.

Den mindstes diameter er 95 cm og vejer 380 kg. Her står dels den første indskrift fra den store klokke og dels fra Salme 101: ”Om troskab og ret vil jeg synge/ for dig Herre vil jeg synge”.

Hjallese Kirkes klokketårn er noget af det, der gør Hjallese Kirke til noget helt særligt. Tårnet fremstår markant i bybilledet og er derfor blevet valgt som motiv for såvel det gamle logo

Grafikeren bag kirkens nye logo har netop knyttet an ved nogle af disse tanker, der gør tårnet til et blikfang, man ikke lige glemmer.

Meget var nyt og spændende ved Hjallese Kirke, da den blev indviet i 1983. Således også Kirketårnet. Placeret flot på grunden, med fodfæste omtrent i den gamle kirkebygning på

Hjallesegade visende hen til den moderne Hjallese Kirke.

 

”Bystævnet” ved Hjallese Kirke

Baggrund:

Den først byggede kirke i Hjallese blev nedrevet i årene efter 1576. På den gamle kirkegrund i Hjallese blev i 1721 – 1722 opført en af Frederik den 4.´s rytterskoler. Den blev revet ned/ombygget i 1878, nedlagt i 1958 og revet ned i 1968.

Bylavet i Hjallese blev opløst omkring 1866. De stoute bymænd var enige i, at det var en svunden kulturperiode, som ikke måtte gå i glemmebogen. De lod derfor 21 stævnesten fremstille, og disse blev i maj måned 1868 placeret vest for skolen og inden den gamle bysmedie i form af en hestesko med åbningen ud mod Hjallesegade.  De indgik som en væsentlig del af skolens legeplads, og eleverne kunne også sidde på dem i undervisningssituationer. - Det var ikke et ”oprindeligt, originalt” bystævne, men en samling mindesten.

De 20 firkantede stene har hver 3 initialer, den ene runde ingen. Det kunne tænkes, at initialerne dækkede over navnene på bymændene i Hjallese. 

Det er svært at læse alle initialerne. Prøv at studere dem næste gang du går forbi!

Kilderne

Hvilke bymænd – gårdejere satte  stenene som et minde om en svunden tid?

En række kilder er blevet studeret, og forskellige personer er udspurgt. Men intet svar er fundet på, hvem og hvad initialerne dækker. Men kilderne giver nogle oplysninger, som ved sammenligning og ved kvalificerede gæt måske kan oplyse os om ”bagmændene” bag initialerne.

Der er ganske gode kilder om Hjallese i middelalderen og frem til 1800-tallets slutning. Disse oplysninger kan bl.a. findes i Dalum Hjallese Lokalarkiv, i Historiens Hus og i Landsarkivet for Fyn.

Vi ved ikke, hvor længe der har været bylav i Hjallese. Det havde sin store berettigelse dengang, man var fælles om at træffe beslutninger om, hvornår der skulle sås, høstes, repareres m.m. En oldermand blev valgt for et år ad gangen. Denne indkaldte landsbyens bønder til stævne, når det var nødvendigt med fælles drøftelser, eller når der skulle kaldes til fest. Af oldermandens inventar nævnes: ”Et Træfad, en Træ-Potageske, en ”Træstub” til hver Mand, en Bismer, Kobbermaal af forskellig Størrelse samt byhornet, der brugtes, naar der varsledes til Stævne eller Ildebrand”.  Bylavet opløstes langsomt omkring 1866, men der var dog stadig et vist sammenhold en tid endnu.

Hvordan blev beslutningen om at rejse et ”bystævne” til minde om den svundne kulturtid, som ikke måtte gå i glemmebogen, taget? Hvem var initiativtager? Var det oldermanden, var det den rigeste eller mest fremsynede bonde?; vi ved det ikke.

Noget kunne tyde på, at hver enkelt ejer selv har hugget sine initialer ind i sin sten, idet der er forskel på bogstaverne og på, hvor dybt de er hugget ind i stenene. Nogle har måske også bedt en lokal stenmester om at udføre opgaven.

”Bystævnet” og initialerne

En skitse af stævnet er udarbejdet i 1967 og en anden i 1985 ? Begge befinder sig i Lokalhistorisk Arkiv. Af skitsen fra 1967, som sikkert er udført, lige før stævnestenene blev fjernet fra Hjallesegade 25,  fremgår:

Længde i højre side: 425 cm

Diameter fra inderside til inderside af sten: 290 cm

Længden i venstre side fra nederste sten til midten af diameter: 215 cm

Åbning nederst: 190 cm.

Initialerne er påført på begge skitser.

Skitsen fra 1967:

Stenene noteret fra venstre mod højre:

JAS                AAS               JIS                 RAS               NRS               PIS                LLS           APS                      ROS               RNS               HRS               MAS              SIS                 JHS               

LIS                MIS               SNS               Rund sten uden initialer  CNS

LPS               BHS              

Skitsen fra 1985?:

Sten nr.

1    NAS        2    AHS        3    IIS           4    RHS        5    NRS        6    PIS          7    LIS

8    APS         9    HCS         10    RNS      11    HRS      12    MIS       13    SIS        14    IHS

15    LIS        16    HHIS     17    SNS       18    Rund natursten        19    CNS  1868

20    LPS       21    RHS  

Hvem stod bag?              Navnene/ejerne bag initialerne

Hvilke beboere i Hjallese fik lov til at få en sten placeret i bystævnet? Hvem bestemte? Et kvalificeret gæt må være, at det var bønderne, som ejede de store gårde i Hjallese.

En sammenligning af de to skitser viser, at der ikke er fuld overensstemmelse mellem alle initialerne. Hvad så? Inger Poulsen fra Lokalarkivet i Dalum besøgte stævnet ved Hjallese Kirke. Fotograferede alle stenene. Studerede dem nærmere på stedet. Forstørrede billederne på computeren. Nogle af initialerne er kun meget utydelige omrids. En grundig sammenligning af skitserne sammenholdt med ejerne af gårdene bragte orden.

Begge skitser havde fejl i nogle af initialerne. Fordi de var svære at læse. De to ”aflæsere” havde ikke tænkt på at sammenholde initialerne med ejerne og noterede, hvad de hver især

På nær én!

Bemærk at der mangler initialer og nummer ud for Matr. 9 a Hjallesegade 29. Det er der ingen umiddelbar løsning på. Hvorfor skulle denne gård, som den eneste ikke have sin sten?

Et gæt kan være, at den runde natursten Nr. 18 har erstattet den sten, som oprindelig havde initialerne DNS. Den kan være stjålet, kan være blevet væk ved flytning og/eller genopsætning og efterfølgende erstattet med den runde sten. Egentlig lidt ærgerligt at man ikke fandt en sten, huggede den til og huggede initialer i den. Men den runde sten kan også give anledning til, at man undres og spørger: Til hvilket formål eller hvorfor? Det er vel egentlig ikke så ringe endda!

Navngivning i ”gamle dage”

En persons efternavn blev dannet af fornavnet fra en slægtning tilføjet –søn/-datter, som viste slægtskabet. Eks.: Peter Jakob Søn.  I slutningen af 1700 tallet begyndte –sen at afløse –søn. Faste slægtsnavne blev indført i Danmark med navneloven af 1828. Dermed ophørte brugen af patronymer (-søn/-datter) efterhånden, men det tog tid. Når der nedenfor skal sammenkædes ejernavne med initialerne, skal det sidste s forstås i betydningen Søn

Ejerne af de gamle gårde i Hjallese

Omkring 1788, hvor de store landbrugsreformer fandt sted, var der 20 større gårde og 14 huse med jord. Alle bønderne var fæstere. Det nye matrikuleringsarbejde begyndte omkring 1805, og i de kommende år overgik flere og flere af gårdene til selveje. Den sidste gård blev solgt i 1862. Hver af de store gårde fik råderet over ca. 70 tdr. land.

Af kilderne fremgår, at omkring 1866 -  1868 blev gårdene ejet af:

Matr. 4 a       Hjallesegade 30: Anders Pedersen                            APS     8

Matr. 5 a       Hjallesegade 38: Rasmus Nielsen  - Mosegården     RNS   10

Matr. 6 a       Hjallesegade 40: Hans Chr. Simonsen - Rasminde   HCS     9

Matr. 7 a       Odensevej 2: Hans Rasmussen – Godhedsminde     HRS   11

Matr. 8 a       Hjallesegade 33: Christian Nielsen – Siglandsgård  CNS   19

Matr. 9 a       Hjallesegade 29: David Nielsen – Gartnergården

Matr. 10 a Hjallesegade 27: Søren Nielsen – Julagergård             SNS   17

Matr. 11 a Hjallesegade 15: Mads Jørgensen – Hjallesegård        MIS   12

Matr. 12 a Hjallesegade 13: Lars Jensen – Fladegård                   LIS    15

Matr. 13 a Hjallesegade 11: Jens Hansen – Kastaniely                  JHS    14

Matr. 14 a Hjallesegade 9: Salomon Jacobsen – Lilletofte             SIS    13

Matr. 15 a Stenløsevej 219: Lars Jørgensen – Højgård                 LIS     1

Matr. 16 a Hjallese Torp: Rasmus Hansen – Gammeltorpgård    RHS  21

Matr. 17 a Hjallese Torp: Lars Pedersen – Nytorpgård                LPS   20

Matr. 18 a Hjallese Hestehave: Niels Rasmussen – Østergård      NRS    5

Matr. 19 a Hj. Hestehave: Rasmus Hansen og Maren Simonsdatter  RHS   4

Matr. 20 a Hj. Hestehave: Jørgen Jørgensen – Elmevang              JIS       3

Matr. 21 a Hj.Hestehave: Anders Hansen – Hestehavegård         AHS    2

Matr. 22 a Hj. Hestehave: Hans Hjerresen – Skyttekroggård       HHS   16

Matr. 23       Hjallesegade 34: Peder Jørgensen – Enggård           PIS       6

Matr. 24       Hjallesegade 60:  Niels Andersen – Hedelandsgård NAS     7

Præster ved Hjallese Kirke

Præstetavlen i våbenhuset blev afsløret søndag den 21.12.2008. Den er udført af virksomheden ”Intarsia Aps” i Ringe.

Intarsia er i sin oprindelse et italiensk ord, der betyder indlagt arbejde, og ordet er afledt af stednavnet Tharsia i Asien, hvor teknikken egentlig stammer fra.

Intarsia er betegnelsen for en udsmykning, en mosaik, der som oftest er lavet i form af små stykker af træ, der er indlagt i en overflade, så der dannes mønstre eller billeder.

Poul Schmidt-Møller                              1983 – 30.4.1993

Knud Kibsgaard Riis                              16.09. 1984 – 31.08.1988

Bent Nielsen                                            1.10.1988 – 31.12.1994 

Kirsten Jørgensen                                  1.08.1993 – 31.10.1998

Karsten Højrup Petersen                       1.05.1995 – 31.07.2000

Lisbeth Hoffmann Petersen                  1.02.1999 –

Bente Hjul Johannessen                        1.08.2000 – 30.04.2012

Kristian Lund Petersen                          15.10. 2000 – 31.01.2010

Lene Crone Nielsen                                01.06.2010 - 

Anders Aastrup                                       01.08.2012 -

Karen Frendø Ebbesen                          01.07.2017

Hjallese Kirkes messehageler

Hjallese kirke ejer 7 messehageler. Disse anvendes af præsterne ved altertjenesten ved højmessen. Messehagel (eller stola) bæres oven på sort ornat/præstekjole og hvid alba (den hvide bomuldsklædning). Messehagelen har ældgammel tradition som liturgisk dragt i den kristne kirke. Dens aner kan føres tilbage til den byzantinske dragt.

3 vævede messehageler er fra den tidligere ”selskabskirke” og fra Hjallese Kirkes første år.

Den violette er fremstillet af en lokal beboer, Christa Jespersen.

Den hvide/gyldne messehagel er udført af tekstilkunstneren Hanne Vedel.

Den grønne er skabt af væver Ester Bové Reintoft.

En lokal kunstner, Kirsten Thrane, har i de senere år udført 4 messehageler: Violet, hvid, rød og grøn.

De liturgiske farver er pr. tradition: