Udgivet fre d. 12. feb 2021, kl. 10:19

Se søndagens gudstjeneste her 

Se kort version – prædikenen samt postludium 

Prædiken til Fastelavns søndag 2021:Mt. 3,13-17.

Af sognepræst Lisbeth Petersen.

     ”I dag er den første dag i resten af dit liv.” Denne sætning faldt mig i hu i mødet med teksten til Fastelavns søndag, nemlig teksten, hvor Jesus bliver døbt. Sætningen tilskrives grundlæggeren af et amerikansk misbrugs-rehabiliteringsprogram (Charles Dederich), men har også været en sætning, man er stødt på i flere forskellige sange fra det 20. århundrede (af Sérgio Godinho, John Denver og Birthe Kjær). Pointen er kort sagt, at du altid kan vælge, i hvilken retning dit liv skal gå. Fortidens fortrædeligheder ligger bag dig, og fremtiden ligger foran dig med et utal af nye muligheder og begyndelser, uberørte som nyfalden sne, der dækker jorden.

     Fastelavn betyder ”aftenen inden fasten” og indvarsler den 40 dage lange faste forud for påsken. Vi kender også udtrykket: ”carneval” – der betyder ”farvel til kødet”, et ord, som vi givetvis forbinder primært med store udklædningsfester. Her leger man med sin identitet og klæder sig ud, prøver at være en anden for en dag eller aften – netop efter devisen ”i dag er den første dag i resten af dit liv". De fleste går dog tilbage til deres gamle jeg, når maskerne falder, og kostumerne lægges væk.

     Temaet for fastelavn er dåb. Ved dåben sker der følgende: Dåbskandidaten kaldes ved navn og kædes sammen med den treenige Guds navn, får en ny identitet som døbt samt får en ny begyndelse, uanset hvornår i livet dåben finder sted. Er man lillebitte, når man bliver døbt, kan det, ved første øjekast, virke ulogisk, at der skulle være brug for at få en ny begyndelse så tæt på éns fødsel; men er man en smule ældre, så opdager man, at der er behov for mange nye begyndelser på stribe i løbet af et livsforløb, hvor meget kan falde til jorden, løbe ud i sandet eller køre af sporet. For livet går, som bekendt, sjældent som planlagt. Både store og små, ældre og yngre har brug for nye begyndelser livet igennem. Derfor ligger der noget forløsende i, at man som menneske får muligheden for at begynde på en frisk foræret som dåbsgave af Gud. Det er en gave, en form for ”førstehjælpskasse” bestående af: hjælp, trøst, omsorg, tilgivelse, forsoning og håb, som kan tages frem, når der er brug for det.

     Jesu dåb peger netop hen imod den betydning, som dåben får for os mennesker ved vores egen dåb, og samtidig har den en betydning, der peger ud over Jesus selv og hen imod påskens begivenheder og den redningsplan, Gud har sat i værk for os mennesker generelt. Den voksne Jesus kommer ned til Jordanfloden for at blive døbt af sin fjerne slægtning Johannes, og Johannes vil hindre ham i at blive døbt, fordi han mener, at rollerne burde være modsat: at Jesus burde døbe Johannes. Men også her hersker det modsatte af det forventede og logiske. Så Johannes døber Jesus med omvendelsesdåben til syndernes forladelse, fordi Jesus skal ind at råde bod på døden, den endegyldige destruktion, som truer Guds gode skaberværk. Jesus kommer til at bøde med sit liv for at redde os mennesker. Dåben udstyrer Jesus med dét, der skal til, og de 40 dage, der følger efter dåben med fristelsen i ørkenen, hærder Jesus, så det kan lykkes.

     I tegneserien ”Menneskesønnen”, som konfirmanderne læser som en del af deres undervisning, illustreres Jesu dåb på en yderst rammende måde: En kraft fra himlen, Guds Helligånd, strømmer ned over Jesus, som et vandfald eller en kilde af lys, der rammer hans hoved, da dåbsvandet bliver øst hen over ham, hvilket symboliseres af en due, som samtidig næsten kan ligne Gudsfingrene grande, der tager del i dåben. En forbindelse mellem himmel og jord står åben under selve dåben, og der lyder en røst fra himlen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.” Vi husker fra juleevangeliet, at englene synger om ”fred til mennesker med Guds velbehag.” Jesus har fundet velbehag hos Gud og er Guds Søn, og han baner vej for, at vi mennesker forpligter os til ligeledes at blive Guds børn, arvtagere og efterfølgere. For i dag er den første dag i resten af vores liv – som døbte og budbringere af tro, håb og kærlighed.

     Fra fastelavn til påske bevæger vi os tematisk og eksistentielt fra begyndelsen til enden, og samtidig åbenbares det, at der er en begyndelse ved altings ende. For når natten er omme, bryder en ny dag frem, og når vort eget liv nærmer sig sin afrunding, viser der sig en ny begyndelse i kraft af dåbens løfte. Dette gør sig også gældende i livets løb, og dette budskab er en stor trøst i dén tid, som vi lever i netop nu, og i det hele taget – en tid, hvor vi ikke må bevæge os særligt meget rundt, hvor vi ikke må rejse, og hvor vi udelukkende må være sammen med de allernærmeste på afstand. Det virker på mange som en kolossal hindring i et samfund, der er bygget op omkring vækst, udvikling og bevægelse hen imod noget nyt og større.

     Én af de fremmeste teologer (Niels Henrik Arendt) har formuleret det på følgende, yderst rammende måde: “Væksten ligger ikke i, at komme et andet sted hen, men at få lov at begynde forfra. At skyde fra roden. At lægge en ring til sin vækst uden i grunden at have flyttet sig fra stedet.” Deri ligger den mulighed gemt, som gør, at dåben i dag er begyndelsen til resten af vores liv. AMEN

 

Salmer: 441, v. 3+5+6 – 321, v. 1+4+5+ - - 557, v. 1+2+4.

 

 

 

Kategorier Ukategoriseret