Udgivet af Karin Halling, lør d. 26. dec 2020, kl. 18:14

Af sognepræst Anders Aastrup

Der sad en kvinde med nøgne fødder - røde af kulde.

I et gammelt forklæde holdt hun en stor æske tændstikker.

Hendes lange gule hår, der krøllede så smukt om nakken var helt fugtigt.

Det var snefnuggene, der havde gjort håret vådt, men det tænkte hun rigtig nok ikke på.

Ud fra alle vinduer i byen skinnede lysene og så duftede der i gaden så dejligt af and og flæskesteg. Det var jo juleaften. Ja, det tænkte hun på.

 Hun sad i en krog af lejligheden og krøb sammen.                                              

Havde benene trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og ud turde hun ikke gå.


Hun skulle have holdt jul med sin familie, men de boede på den anden side af Storebælt.

”Du skal ikke komme i år” havde de sagt. ”Jamen, jeg kan da godt tage toget.” havde hun indvendt. ”Det er alt for farligt”, havde de svaret.

Nogle venner havde spurgt hende, om hun ikke ville holde jul med dem, men hun var ikke sikker på, at de mente det.

De var allerede mange, som skulle mødes der. Det var nok også for farligt.

 Nu var det juleaften. Det var meget stille, selvom fjernsynet kørte.

Hun var stille indeni. Derfor var hun taget over til den lokale købmand.

Hun gik langsomt gennem butikken, men kunne ikke kende nogle af de andre kunder.

Ved kassen sad en ny, som hun ikke kendte. ”Tak for i dag og glædelig jul!” sagde det unge menneske. Måske til hende. Måske til en anden.

Måske bare ud i luften. For det lød gentagne gange: ”Tak for i dag og glædelig jul!”. Da hun gik hjemad, var det begyndt at sne, men hun opdagede det ikke.

 

Nu sad hun så der i krogen og skuttede sig.

Hun tog en tændstik ud af æsken. Strøg den og ritsch, hvor den spruttede.  Det var en varm klar lue, ligesom et lille lys, da hun holdt hånden om den. Det var et underligt lys.

Hun syntes, at hun sad ved et stort juletræ og rundt om træet sad hendes børn, hendes svigerbørn og børnebørn. De så så glade ud og smilede til hende.

Da slukkedes flammen og hun sad med en lille stump af den udbrændte tændstik i hånden.

 

En ny blev strøget. Den brændte. Den lyste.

Hvor skinnet faldt på væggen, blev den gennemsigtig og pludselig gik hun rundt om juletræet.

Hun genså alle sin barndoms juleaftner en efter en. Duftede gran og brunkager og appelsiner som var blevet pyntet med nellikehoveder.

Hun hørte salmesang og mærkede sine bedsteforældres store gamle og krogede fingre, der holdt om hendes lille hånd.

Hænder, der for hvert år blev lidt mindre eller også var det hendes, der blev større.

Da slukkedes tændstikken og der var kun den tomme væg at se.

 

Hun tændte en ny. Da sad hun i favnen på sin mor og mærkede sin fars stærke hænder, der nænsomt tog rundt om hende og løftede hende op, så hun kunne blive lagt i seng.

Hun hørte deres rolige stemmer og latter fra et andet rum. Da slukkedes tændstikken.

Hun strakte begge hænder i vejret og hun blev løftet helt op til stjernerne. En stjerne slukkedes og gjorde en lang ildstribe på himlen.

”Nu kommer et menneske til live” tænkte hun, for det havde hendes gamle mormor engang fortalt hende.

Åh gid det var mig!” tænkte hun ved tanken om alle sine børn og børnebørn, sin barndoms juleaftner og sin mors bløde favn og fars stærke hænder.

Hun strøg da alle tændstikkerne og de lyste med en sådan glans, at det var klarere end den lyse dag.

 

Et øjeblik efter bankede det på døren.

En dørklokke spillede og fra et hus lød stemmer, der sang:

”Denne stjerne lys og mild som kan aldrig lede vild”.

”Hun er faldet i søvn” sagde naboen.

Ingen vidste, hvad smukt hun havde set.

”Vi vil gerne invitere til jul hos os” sagde naboen, da hun de fik hende vækket.

”De er den næste, som skal komme på besøg!”  Og sådan gik den gamle pige ind til juleglæde hos naboen det år.

 Den, der har ører skal høre” sagde Jesus, da han levede.

Nogle skal have høreapparater. Andre skal blot have skyllet deres ører.

Vi er også nogle, der skal have trukket vattet eller hårene ud af ørene.

 

Så mange, at der er lavet en hel julekalender, der handler om det.

Julefeber kalder de det. Når man er lidt småtosset og får lyst til at lave sjov og hjælpe andre.

Bodil Jørgensen spiller rollen som den sære og skægge mormor:

”Du skal i nisseskole. Nissen er en hjælper. Vi bliver glade af at hjælpe.

Lyt med hjertet. For at blive nisse i hjertet, skal du opleve glæden ved at være nisse og vejen dertil finder du ved at hjælpe andre.

Du kan høre, hvem der skal hjælpes.” siger mormoren til drengen, der hedder Bjørn Stjerne. Det er drengen først ikke meget for.

Særligt fordi det betyder, at der vokser lange hår ud af hans ører.

Hår, som mormoren klipper af og gemmer og syer ind i hans nissehue. Drengen vil hellere være helt normal end at være nisse.

Vi andre kan også synes, det er for besværligt at høre efter. Der er så meget vi skal nå, så vi synes ikke altid, at vi har tid til at stoppe op og mærke efter. Lytte med hjertet. Men det er det vi skal.

Samfundssind kalder de det, når vi hjælper hinanden ved at holde afstand.

Næstekærlighed kalder vi det i kristendommen. Nogle gange skal vi holde afstand, men andre gange skal vi banke på og invitere ind.

Det kan være farligt at være sammen, men det kan være lige så farligt at lade være. Derfor må vi denne jul og måske endda den næste med, tænke anderledes end vi plejer.

Vi skal ligesom nisserne i Julefeber-kalenderen lade fimrehårene i ørene vokse sig lange, så de kan høre, hvem der har brug for hjælp.

Kan du ikke være sammen med din mor, så sidder der måske en mor inde ved siden af og mangler en datter.

Jesus gjorde faktisk det samme. Da han hang på korset og hans mor og bedste ven stod nedenfor og ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv. Hans mor, fordi hun nu ville mangle en søn og hans ven, fordi han nu ville mangle ham, ja så pegede Jesus på sin ven og sagde til sin mor:

” Se, der er din søn!” og dernæst pegede han på sin mor og sagde til sin ven: ”Se, der er din mor!”

 

Det vigtige at forstå denne juleaften, hvor vi ikke kan være sammen som vi plejer er, at vi alle er tæt forbundet lige meget hvad.

At alle mennesker hører sammen og vi derfor lige så vel kan forbinde os med naboen inde ved siden af som med dem, der deler vores DNA.

Juleaften åbner vi gaver. Lad os i aften – og i al fremtid – også have for øje, at vi åbner os for en vedkommende samtale med hinanden og dermed åbner os for hinanden. AMEN

Kategorier Ukategoriseret