Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Børne- Kirke- Kultur Festival i Uge 38 og 39 i Hjallese Kirke

Børne- Kirke- Kultur Festival i Uge 38 og 39 i Hjallese Kirke
Udgivet lør d. 17. sep 2022, kl. 09:19
Nyheder

Hjallese Kirke inviterer de næste to uger i dagtimerne alle børn i sognet fra de mindste babyer og helt op til 5. klasse til at komme forbi Hjallese Kirke sammen med deres forældre, skole eller institution for at se en forestilling og i år er det forestillingen om Moses opført som musikteater af Tine Skau og TRIOfabula.

MOSES er fortællingen om drengen, der trodser Ægyptens Farao og fører Guds folk bort fra slaveriet. Sivkurven, Prinsessen, kampen med slavepiskeren, tornebusken, Kong Farao den vægelsindede, de 10 plager, Det Røde Hav, ørkenvandringen og de 10 bud. 

Musikken bærer historien, inddrager publikum med nerve og humor. Moses går frem lige efter bogen – han har en tjekliste som Gud har givet ham – han har styr på det hele og tjekker udfordring efter udfordring af med et solidt stempel: GUDKENDT!

MOSES er instrumentalteater med signifikante instrumenter: blokfløjter, saxofoner og klarinetter i flere størrelser, tempura, kazoo, klokkespil, melodicaer, kelhorn….

3. klasserne har derudover fået en særlig invitation til at komme d. 21. september, hvor de udover at se forestillingen vil bruge hele dagen på at arbejde med fortællingen om Moses på forskellig måde bl.a. med kunstner Karsten Auerbach og korleder Karin Halling. Kl. 17.00 afsluttes dagen med en familiegudstjeneste hvor 3. klasserne vil stå for indholdet sammen med sognepræst Lisbeth Petersen.

Onsdagen efter d. 28. september kl. 17.00 er der familiegudstjeneste for alle børn og barnlige sjæle samt deres familier ved sognepræst Anders Aastrup med efterfølgende spisning. Tilmelding nødvendig af hensyn til indkøb. 

Mere info ved henvendelse til kirke- og kulturmedarbejder Karin Halling på Karin.halling@cool.dk